Mødet med Frank, sælfangeren

Vejen endte og jeg blev sat af – sådan set på et ret øde sted. Chaufføren rettede en kroget finger i vejret og pegede: ”Frank bor der oppe”. Jeg fik øje på hytten, som mest af alt lignede en lille rød makreldåse. Da jeg kom nærmere lignede det mere et faldefærdigt skur, men jeg vidste at det var her Frank boede, så hytte var vel et pænere ord at bruge. Jeg måtte slæbe min lidt for tunge rygsæk flere hundrede meter op over fjeldet og der var sådan set ingen vej - bare rå, kolde og glatte klipper. Forpustet nåede jeg endelig op på toppen og blev meget overrasket over at opdage en fuldstændig fantastisk udsigt ned over fjorden, som lå isblå og glimtede i solen. Jeg bankede spændt på døren – dette møde havde jeg virkelig set frem til i meget lang tid. Døren åbnede udad og jeg havde nær fået den i hovedet da den pludselig sprang op. Jeg trådte et skridt tilbage og måbede.... jeg glemte helt at præsentere mig selv, selvom Frank ventede mig, men det er nu engang mest høfligt at sige pænt goddag. Det var Frank som først sagde noget: ”nå er du ham journalisten som ska’ skriv noget om en gammel sælfanger som mig?” Jeg var stadig mundlam, men fik fremstammet et hæst ”ja, det er jeg vist... jeg hedder Jens Olsen og kommer fra Århus Stifttidende.” Og sådan indledet vi vores møde. Måske skal jeg lige fortælle, hvorfor jeg måbede da jeg så Frank for første gang.