2. verdenskrig var lige sluttet. Det nazistiske Tyskland var endelig besejret. Nu skulle freden udformes, og der skulle samarbejdes mellem de sejrende magter, dvs. først og fremmest ’de tre store’: USA, Storbritannien og Sovjetunionen. Men hurtigt viste der sig uoverensstemmelser. I Vesten opstod en voksende mistillid til de sovjetiske hensigter set i lyset af udviklingen i de sovjetisk besatte områder.
Tyskland kom til at spille en hovedrolle i den kolde krig. Tyskland blev opdelt i fire besættelseszoner, en amerikansk, en britisk, en fransk og en sovjetisk. Hurtigt dannedes der en hovedskillelinje mellem de tre vestlige zoner og den sovjetiske, så man snart kom til at tale om Vesttyskland og Østtyskland. I vest satsede man på demokrati og markedsøkonomi, mens man i øst tilstræbte et samfundssystem med forbillede i Sovjetunionen. Berlin, som lå som en enklave i den sovjetiske zone, blev opdelt på samme måde med tre vestlige sektorer og en østlig.
Også i det øvrige Europa gjorde en opdeling mellem øst og vest sig hurtigt gældende. De østeuropæiske lande, der var blevet befriet fra tyskerne af Sovjetunionen, fik hurtigt at mærke, at det var så som så med befrielsen. Der blev indsat kommunistiske regeringer, og landene blev lydstater for Sovjetunionen. Da den amerikanske politiker George Marshall i 1947 fremkom med en storstilet plan om generøse tilskud fra USA til den europæiske økonomi, vendte Sovjetunionen sig herimod og tillod heller ikke sine lydlande at modtage hjælp.
Det er gratis at oprette en konto