Maleriet er et landskabsmaleri, som viser en kvinde knælende ved sin mands side midt på en tom mark. Parret sidder i forgrunden af maleriet, mens vi i baggrunden til venstre har en lille landsby i lyse farver, oplyst lidt af solen. Resten af himlen er trist med mange grå farver inklusivt nogle dæmpede blå. Mellem landsbyen og parret er der en meget øde mark med sten som viser menneskenes opslidende arbejdsvilkår. Manden havde kun sig selv til at samle stenene op - ingen mennesker eller maskiner til hjælp.
Manden falder med sit kolde blåtfarvede tøj sammen med himlen, med tegn på at han er kold og død. Stenene som er faldet ud af hans arbejdsforklæde viser, at han døde arbejdende og blev slidt til døde. Hans trøstesløse, tomme, døde øjne er ligesom marken og hans følelser omkring arbejdet. Han har følt sig alene og ligesom marken følt sig tom.
Kvindens tøj er i mørkere, mere jordbundne og varmere farver i modsætning til mandens, hvilket knytter hende tættere på jorden. Hun er desperat i hendes kropssprog og råber ud til intetheden, og til omverdenen som er langt ude for rækkevidden, for hjælp og håb. Hendes mørkerøde kjole er en kontrast til mandens mørkeblå dragt. Hun er varm >< han er kold, hun lever >< han er død, hun er fuld af følelser >< han er følelsesløs. Det at mandens tøj er mere slidt end hendes viser, at han var og er mere udslidt end kvinden.
Det er gratis at oprette en konto