En husmand, lille, forslidt og grå er faldet død om i sin mark, hvor han har knoklet sig ihjel. Blikket støder an på de to personer i forgrunden og suges så ud i det meningsløse, livløse, vidt udstrakt tørre og håbløse landskab.
ans blågrå farve knytter ham til den blege, blågrå himmel og til stenene; sliddet, møjen, kampen for tilværelsen. Hans ene træsko er faldet af, foden i de slidte, grå strømper peger hjerteskærende på kroppens privathed, også for en fattig landarbejder på den jyske hede. Stenene er trillet ud af forklædet, han ligger død i den tørre, fattige sandjord, næsten plan med den. Hans hænder er knyttede, han døde arbejdende, han døde alene, han døde tavs. Konens brune farver knytter hende til jorden. Hendes mørke, røde kjole danner kontrast til det slidgrå, det himmelgrå, den protestantiske arbejdsetik. Her er endnu liv. Hun retter blikket op mod Gud i vrede, med et næsten dyrisk åbent udtryk, som bringer hende hinsides landproletariatets selvudslettende og selvkuende etik. Hun er ikke desperat af personlig sorg, for hun er ikke vant til glæde - hverken hans eller hendes. Hun er ikke vant til at fremhæve værdien af deres menneskeliv, ikke vant til at insistere på, at de har fortjent bedre. Men nu anklager hun den Gud, der har ladet hendes mand knokle sig ihjel uden tak, uden mening, uden menneskeværd: "Så tog du ham. Var det et liv?". Og blikket tumler videre, lavt langs jorden. Klemt mellem den sandede jord og den flade himmel.
Det er gratis at oprette en konto