Mia sidder ligeså stille og drømmer mig bort, ude bagved vinduets trygge rammer ser hun efterårets varme farver og føler sig i live. Hun kigger ud af mit vindue fra anden sal, kigger ned på alle menneskerne der går forbi. Hun åbner vinduet og mærker den kølige september vind i mit ansigt. Hun kigger over på den anden side af gaden og ser den samme mand stå og kigge op på min lejlighed ligesom de to andre morgner. Han kigger hende i øjnene og smiler til hende og går, han forsvinder hurtigt mellem flokken af mennesker. Hvor har hun set ham før og hvad er det mon han vil?
Hun tager sin jakke på og går over imod døren, hun går langsomt ned af trapperne. Hun tager en dyb indånding da jeg træder ud på gaden, jeg nyder lugten af den friske luft.
Hun går hen i den kiosk der ligger under deres lejlighed, han syntes at hun er der inde længde. Da hun kigger ud igen har hun en liter mælk i hånden og forsvinder op i lejligheden igen. Der er noget der trækker i ham, han har lyst til at følge efter hende, snakke med hende, lyst til at være en del af hendes liv igen. Men der er noget i ham, der stopper ham, han er bange, bange for at hun ikke vil snakke med ham. Hans savn enorme savn vokser og det bliver kun større og større, det savn til den datter han elsker mere end livet. Han er tom indeni og det har han været længe. Som han står og betragter sin smukke datter, dukker der pludselig en trang op i ham, en trang til at tale med hende, stå ansigt til ansigt med hende. Inderst inde er der et håb om at hun måske vil kaste sig i hans arme, glemme fortiden og starte på en frisk. Han går over imod ligheden, det følelse som om at der er hundredvis at trapper. Han ringer diskret på ringeklokken, og Mia kommer til syne. Et forvirrede blik spreder sig i hendes ansigt, hun kan ikke kende manden i det sorte tøj med hatten trukket halvt ned over ansigtet. Men da han løfter hatten og ser hende i øjnene, er der ingen tvivl. Det er det sammen varme blik, det blik hun ikke har set i 5 år, hun kan ikke tage fejl. En blandet følelse af vrede, glæde, overraskelse og forvirringer er i hende. Hun sætter en hånd på dørkarmen for at kunne holde balancen. ”Far” siger hun stille. ”Hvordan? Hvorfor? Jeg mener..” hun kigger forvirret ned i jorden, men hurtigt kommer det vrede frem i hende. Hun kigger ham i øjnene og siger ”hvem tror du lige du er, bare og dukke op efter 5 år, SKRID! du er ikke min far.” Og med disse ord styrter hun forbi ham og begynder at løbe. Han sætter sig ned på tappen op til lejligheden, han tager sin hat af og kyler den ned af trapperne. Han er gal, gal på sig selv, gal over at har været en idiot. Det gik som han frygtede og han har kun sig selv at takke. Da han rejser sig 10 minutter senere er det med tårer i øjnene. Han går ligeså stille tilbage til hans lejlighed, hvor han bor. Da han kom ind af døren smider han sig på sengen og falder i søvnen. Mia er udmattet af at løbe da hun når til bænken under kastanjetræet. Hun sætter sig ned og begraver sit ansigt i hendes hænder. Det vælter ud med tårer, tusind tanker og spørgsmål farer gennem hendes hoved. Hun kigger op, og ser en familie samle kastanjer, de griner og ser lykkelige ud. De er en rigtig familie, mor, far og børn, hun begynder at græde endnu mere. Hun lægger sig ned på bænken og kigger op i de tykke grene, der er dækket af blade i lysegrønne og gule farver. Hun bliver liggende sådan i flere timer, men solen forsvinder og hun begynder at fryse så hun går langsomt tilbage til lejligheden. Hendes mor er først hjemme i morgen tidlig, så hun har ikke noget hun skal nå. Da hun skal til at gå opad trapperne til deres lejlighed, stanser hun op og ser farens sorte hat. Pludselig får øje på et hvidt klistermærke på indersiden af hatten, hvor der står en adresse og et telefonnummer. Uden at tænke over det tager hun hatten og går over imod adressen, hun ved godt hvor det er. Efter 20 minutter kommer hun til slotsgade 5, hun står og kigger op på hans lejlighed, efter 5 minutter ringer hun på. En stille stemme siger ”hej.” Mia tager en dyb indånding og siger ”Far, det er Mia.. ” Han kan næsten ikke sige noget, er det virkelig rigtigt. Han sagde ”jeg kommer nu”. Efter kort tid kom han til syne i døren, han skulle ligetil at sige noget. Da hun tager hans hånd og siger ”Shh, det er okay far, jeg behøver ingen forklaring. ” De smiler til hinanden, der en ingen spor af fortidens vrede. HuHUn nrhhrh>jjvfeuvuuhbubhuUuhud
Det er gratis at oprette en konto