Mia sidder ligeså stille og drømmer mig bort, ude bagved vinduets trygge rammer ser hun efterårets varme farver og føler sig i live. Hun kigger ud af sit vindue fra anden sal, kigger ned på alle menneskerne der går forbi. Hun åbner vinduet og mærker den kølige september vind i hendes ansigt. Hun kigger over på den anden side af gaden og ser den samme mand stå og kigge op på deres lejlighed ligesom de to andre morgner. Han kigger hende i øjnene og smiler til hende og går, han forsvinder hurtigt mellem flokken af mennesker på gaden. Hvor har hun set ham før og hvad er det mon han vil?
Dagen i dag hader hun mere end nogen anden dag, for præcis 5 år siden forlod hendes far hende og hendes mor. Hun husker det tydeligt, Mia og hendes mor skulle ned til hendes mormor og julehygge. Og da de kom tilbage, var hendes far og alle hans ting væk. Mia hørte hendes mor græde sig selv i søvnen i næsten 2 år. Det gjorde så ondt at hører hende græde og skulle sige at det hele nok skulle gå når hun vidste at det ikke var sandt. Ikke nok med at hun skulle trøste hendes mor, så skulle hun også trøste sig selv. Mia mangler en del af sig selv, mangler noget i hendes hverdag, mangler noget i hendes liv. Hun føler at det er hendes skyld at han forlod dem, men inderside ved hun godt at det ikke passer.
Det er gratis at oprette en konto