Under Kastanjetræet

Mia sidder ligeså stille og drømmer sig bort, ude bagved vinduets trygge rammer ser hun efterårets varme farver og føler sig i live. Hun kigger ud af sit vindue fra anden sal, kigger ned på alle menneskerne der går forbi, hun smiler og. Hun åbner vinduet og mærker den kølige september vind i hendes ansigt, hun nyder vinden i hendes ansigt. Hun ville ønske at hun kunne sprede sine arme og flyde udover hele verden. Hvor der ikke var nogen problemer, hvor de var en rigtig familie igen. Hun kigger over på den anden side af gaden og ser den samme mand stå og kigge op på deres lejlighed ligesom de to andre morgner. Han kigger hende i øjnene og smiler til hende og går, han forsvinder hurtigt mellem flokken af mennesker på gaden. Hvor har hun set ham før og hvad er det mon han vil? Mia får en underlig følelse indeni, en blanding at vrede og frygt.

Dagen i dag hader hun mere end nogen anden dag, for præcis 5 år siden forlod hendes far hende og hendes mor. Hun husker det tydeligt, Mia og hendes mor skulle ned til hendes mormor og julehygge. Og da de kom tilbage, var hendes far og alle hans ting væk. Mia hørte hendes mor græde sig selv i søvnen i næsten 2 år. Det gjorde så ondt at hører hende græde og skulle sige at det hele nok skulle gå når hun vidste at det ikke var sandt. Ikke nok med at hun skulle trøste hendes mor, så skulle hun også trøste sig selv. Mia havde aldrig prøvet noget så hårdt før, hun følte at hele hendes verdens var ved at gå bryde sammen. Hun var simpelthen så sur på ham, ”hvordan kunne han bare forlade dem? Og kom kan mon tilbage?” de spørgsmål stillede Mia sig selv hver aften inden hun skulle sove, men hun fandt aldrig et svar. Hun tager sin jakke på og går over imod døren, hun går langsomt ned af trapperne. Hun tager en dyb indånding da hun træder ud på gaden, hun nyder lugten af den friske luft. Hun går hen i den kiosk der ligger lidt længere henne af gaden, han syntes at hun er der inde længde. Da hun kommer ud igen har hun en liter mælk i hånden også forsvinder hun op i lejligheden igen. Der er noget der trækker i ham, han har lyst til at følge efter hende, snakke med hende, lyst til at være en del af hendes liv igen. Men der er noget i ham, der stopper ham, han er bange, bange for at hun ikke vil snakke med ham. Hans savn enorme savn vokser og det bliver kun større og større, det savn til den datter han elsker mere end livet. Han er tom indeni og det har han været længe. Som han står og betragter sin smukke datter, dukker der pludselig en trang op i ham, en trang til at tale med hende, stå ansigt til ansigt med hende. Inderst inde er der et håb om at hun måske vil kaste sig i hans arme, glemme fortiden og starte på en frisk. Han går over imod ligheden, det følelse som om at der er hundredvis at trapper. Han ringer diskret på ringeklokken, hans hånd ryster af nervøsitet, og Mia kommer til syne. Et forvirrede blik spreder sig i hendes ansigt, hun kan ikke kende manden i det sorte tøj med hatten trukket halvt ned over ansigtet. Men da han løfter hatten og ser hende i øjnene, er der ingen tvivl. Det er det sammen varme blik, det blik hun ikke har set i 5 år, hun kan ikke tage fejl. En blandet følelse af vrede, glæde, overraskelse og forvirringer er i hende. Hun sætter en hånd på dørkarmen for at kunne holde balancen. ”Far” siger hun stille. ”Hvordan? Hvorfor? Jeg mener..” hun kigger forvirret ned i jorden, men hurtigt kommer det vrede frem i hende. Hun kigger ham i øjnene og siger ”hvem tror du lige du er, bare og dukke op efter 5 år, er du klar over hvor længe jeg her vente på du skulle komme. Er du klar over hvor hårdt det har været, nej det er du vel ikke for hvor har du været de sidste 5 år af mit liv, er du klar over hvor meget jeg her mangle dig i mit liv. SKRID! Du er ikke min far.” Og med disse ord skubber Mia til ham også styrter hun forbi ham og begynder at løbe. Han sætter sig ned på tappen op til lejligheden, han tager sin hat af og kyler den ned af trapperne. Han er gal, gal på sig selv, gal over at har været en idiot. Det gik som han frygtede og han har kun sig selv at takke. Da han rejser sig 10 minutter senere er det med tårer i øjnene. Han går ligeså stille tilbage til hans lejlighed, hvor han bor. Da han kom ind af døren smider han sig på sengen og falder i søvnen. Mia er udmattet af at løbe da hun når til bænken under kastanjetræet. Hun sætter sig ned og begraver sit ansigt i hendes hænder. Det vælter ud med tårer, tusind tanker og spørgsmål farer gennem hendes hoved, hun har en masse blandede følelser i kroppen, hun er så vred på ham at hun kunne slå ham, men samtlige er hun alligevel lidt glad for at se han igen. Hun kigger op, og ser en familie samle kastanjer, de griner og ser lykkelige ud. De er en rigtig familie, mor, far og børn, hun begynder at græde endnu mere. Hun lægger sig ned på bænken og kigger op i de tykke grene, der er dækket af blade i lysegrønne og gule farver. Hun bliver liggende sådan i flere timer, men solen forsvinder og hun begynder at fryse så hun går langsomt tilbage til lejligheden. Hendes mor er først hjemme i morgen tidlig, så hun har ikke noget hun skal nå. Da hun skal til at gå opad trapperne til deres lejlighed, stanser hun op og ser farens sorte hat. Pludselig får øje på et hvidt klistermærke på indersiden af hatten, hvor der står en adresse og et telefonnummer. Uden at tænke over det tager hun hatten og går over imod adressen, hun ved godt hvor det er. Efter 20 minutter kommer hun til slotsgade 5, hun står og kigger op på hans lejlighed, hun er vred på sig selv, vred over alle de grimme ting som hun sagde til ham, mon han vil snakke med hende nu, efter 10 lange minutter ringer hun på. En stille stemme siger ”hej.” Mia tager en dyb indånding og siger ”Far, det er Mia.. ” Han kan næsten ikke sige noget, er det virkelig rigtigt. Han sagde ”jeg kommer nu”. Han føler sig lettet, lettet over at hun gad at snakke med ham. Måske kunne de endelig starte på en frisk og han ville have det vigtigste i hele hans verdens tilbage: hans smukke prinsesse. Efter kort tid kom han til syne i døren, han skulle ligetil at sige noget. Da hun tager hans hånd og siger ”Shhh, det er okay far, jeg behøver ingen forklaring. ” De smiler til hinanden, der en ingen spor af fortidens vrede. Hvis man var gået forbi dem på gaden på en helt normalt dag, havde man ikke haft nogen ide om deres fortid. HuHUn nrhhrh>jjvfeuvuuhbubhuUuhud