Refleksion over rejseformer og backpacking

- Bare tanken ved at kunne, kaste sig ud i verden, giver mig lyst til at gøre det, men hvortil? Verden er så stor, men én ting er sikkert, det bliver aldrig et land i mellemøsten, jeg ville tage til. Drømmelandet er nok, som så mange unge, at rejse i Australien, New Zealand og Thailand. Selv har jeg altid været meget optaget af New Zealand og den smukke natur. Bare glem hverdagen, tage en rygsæk på og rejs i landet, det kan, da kun være fantastisk. Jeg syntes personligt at de ferier hvor man bare, ligger ved poolen syv dage i træk på Kreta, er den værste form for ferie, man kan komme på. Hvis man skal ligge ved poolen, så skal man også gøre sig fortjent til den, altså man kunne tage, en tur ud at vandre et par dage også komme tilbage og bare slappe af ved poolen, så syntes jeg det er i orden. Storbyferier er det næst værste man kan, altså man tager vel på ferie, for at komme væk fra hverdagen? Det er da nok det sidste man kommer til, ved at tage en tur til Paris, der er man jo nærmest omringet, af stressede folk i deres jakkesæt, som der snakker i mobil, det er jo det samme, som at tage til Afrika, for stå på ski, hul i hovedet! Selvfølgelig kan du få, en aktiv ferie i en storby, men de lange gå ture i byen, er altså bare ikke det samme som i naturen. Altså jeg kan nok se det hyggelige, i at være i sommerhus, men det er bare ikke mig. Bare det at sidde og spille kort, på den stegende terrasse, får mig til, at få kvalme. Det glæder mig også at høre, at flere og flere unge tager på rygsæksrejse. Min egen fætter tog på sådan en tur og han har intet negativt, at fortælle om det, han har ikke fortrudt et sekund, at han tog på den tur og nu tænker han endda, på at rejse til New Zealand, for at bo. Min fætter rejste med en, som der havde tænkt sig, at være rygsæksrejsende, til han blev gammel. Det kan jeg også sagtens se det fede i, men problemet er, at hvis man nu vælger sig sådan et liv, hvad så med familie? Jeg mener det vigtigste i livet er familie og venner, det kan man jo umuligt passe med sådan et liv. Så det har jeg virkelig ingen planer om, at leve mit liv sådan. Nu er der sikkert nogen, som der siger ”jamen vi kan ikke tage vores børn med til Afrika” Selvfølgelig kan i da det! Altså som lille, der drømte jeg altid, om at komme til et land udenfor Europa. Jeg vil vædde, med at næsten alle børn vil blive, helt vilde med at komme til Afrika og møde savannens vilde dyr. Bare det at kunne, komme tilbage til skolen og kunne blære sig med at man har set en løve i den vilde natur, må da være enhver 10årige’s drøm. Min familie har altid holdt ferie på sådan en mellem ting af en aktivferie og storbyferie. I sommers var vi i Østrig i en uge, der brugte vi et par dage, med at vandre i bjergene også gik vi langs Europas længste vandfald. En af dagen brugte vi så inde i en by, hvorefter vi tog ud til en sø, hvor vi fik en form for rundfart. Vi brugte selvfølgelig også en dag på at slappe af, det passer også mig fint, man kan jo ikke forvente, at komme på de lidt større ture hvert år. Nu har jeg aldrig været i lande hvor jeg ikke kunne bruge engelsk som kommunikation, udover da vi var i Israel, der lærte jeg af nogle venner, vi har dernede, at sige ”hej” og alle de der små ord, men det var ikke så vigtigt dengang. Jeg tror mere på, at det er vigtigt, hvis du skal kommunikere med f.eks. folk som ikke er så tæt på omverden. Hvis du starter med at sige noget, på et sprog de forstår, så tror jeg, de har nemmere ved at åbne sig for dig og fortælle om deres liv. Altså allerede ved du har lært at sige noget på deres sprog, så ved de, at du har interesseret dig for dem. Det samme gælder jo faktisk i hverdagen, hvis vi skal, møde nye folk. Så spørger man tit, om hvad den anden person laver i fritiden og allerede der viser du også at du har interesseret dig for personen og dermed kan du føre en samtale med personen.