Analyse af 'Skabt for hinanden' af Svend Åge Madsen

Præsentation: Teksten hedder ”Skabt for hinanden” af Svend Åge Madsen. Svend Åge Madsen født 2. november 1939 er en dansk forfatter og dramatiker, bosat i Risskov ved Århus. Modtog i 1972 Det Danske Akademis Store Pris, fra 2005 er Svend Åge Madsen medlem af Det Danske Akademi.

Handling: Fortælleren er i færd med at se et tv-program, der hedder Livsduel. Han er tæt på at blive kørt over, da han går på gaden med opspilede øjne og koncentrationen på højeste gear. Men han koncentrerer sig kun om programmet, og ikke om hvor han jogger. De fleste mennesker går rundt med en hale på kroppen. Halen fungerer som antenne der kan sende Livsduel til deres hjerner, lige meget hvor de befinder sig. Man kan, hvis man er heldig, se ud fra øjenkrogen hvad de andre mennesker ser rundt omkring. Han møder en pige, hvis far har ni tusinde historier. Han takker ja, til tilbuddet, og spadserer hjem til hende. Han klikker på en såkaldt lus, der fungerer som en fjernbetjening, der også kan bruges på de andre indbyggere i denne gale by. Han falder for en pige med et par antenne, der ikke ligner hans. Men han føler de havde en forbindelse. Nu er det for sent. Hun har rejst sig og er sjosket væk.Tid: Foregår i fremtiden Fortællende tid: NutidsformSted: Det foregår i en alm. Borgerlig by.Miljø: Miljøet er underligt i byen. Man får slet ikke tid til at tale sammen om sine oplevelser, hvis man konstant ser fjernsyn. De der ikke ser det, kan tale sammen. Men fjernsynskiggerne, vil mene at de ikke har så meget at fortælle, når de ikke har oplevet så meget.Personkarakteristik: Fortælleren er en meget fjernsynsbesat fyr, men det bebrejder man ham ikke når størstedelen af byen er det. Han kan godt lide at se voldelige programmer, men han beskriver tit at visse programmer søde, så han må være en der er til det romantiske. Han kan vist lide vold og romantisk, hvilket ikke har særlig meget med hinanden at gøre.Fortæller: Tekstens fortæller er en fyr, der ikke udtaler sig om sit navn. Han er en del af befolkningen der bærer en antenne eller en såkaldt hale på sig, for at kunne se fjernsyn. Vurdering: Jeg synes teksten er meget forvirrende. Men hvis jeg skulle argumentere for hvorvidt sagen skulle tages alvorligt med at vi skal bære rundt på antenner, for at se tv, ville jeg straks komme op på dupperne. Jeg er 100 % imod sagen, da verden ikke skal gøres mere digital. Den skal gøres mere reelt. Hvis det var op til mig ville jeg hellere leve i 1770-tallet eller måske i 1800-tallet. Jeg ville i hvert fald aldrig i min vildeste fantasi tage imod denne nye teknik. Det er svært at se om forfatteren vil anerkende idéen eller om han bare skriver det sarkastisk, for at vise at verden kan ende så dybt, hvis der ikke snart bliver gjort noget ved alt det dovenskab.Komposition: Teksten har lidt af en kronologisk opbygning og af og til et flashback. Forudgreb bliver kun benyttet, når fortælleren har set et tv-program før og så senere forklarer hvad der vil ske i den. Men det har intet med sleve historiens handling at gøre. Nej, handlingen kan ikke skematiseres, da point-of-no-retun ikke er markeret særlig tydeligt.Synsvinkel: Han er en nysgerrig gut, der både vil se hvad de andre ser, og lure dem, men også kan lide at følge med i sine egne foretrukne programmer. Men han er mest en af dem der kritiserer de andres humor, når han ikke selv synes noget er sjovt.