Analyse af 'Skabt for hinanden' af Svend Åge Madsen

Skabt for hinanden er skrevet af Svend Åge Madsen i 1996.

Handlingsreferat: Historien foregår langt ude i fremtiden. En tid hvor fjernsyn er meget gammeldags, og man har i stedet fået indopereret enten en antenne, som ligger i en hale, eller nogle følehorn. Ved hjælp af dem ser man så en masse tv programmer direkte på synsnerven, derfor bliver brillerne de bruger kaldt for nærsyn.

Komposition: Kompositionen er kronologisk. Man hører hele tiden om manden i nutid, men mange gange kommer han med kommentarer til, hvad der er sket i fortiden. Der er en ting i teksten som hele tiden kommer igen. Han fortæller hele tiden ”Det så jeg på nieren”. En anden ting som hele tiden sker igen er, alle de forskellige programmer som handler om konkurrencer på liv og død.

Fortælleren og synsvinkel: Det er 1. personsfortæller. Han har ydre syn på personerne samt på tiden. Personkarakteristik: Fortælleren er en ung mand som ikke har noget navn. Jeg vil gætte på at han er ung, mellem 20 og 30 år, men han ønsker at finde en at dele sit liv med så det peger mod at han er mellem 20 og 30 år. Han er meget fascineret af realityprogrammer, og ser det som den rigtige virkelighed. Han har en haleantenne. Han har langt hår, og det ved jeg ved pågrund af hans sidste bemærkning: ”Og med den længde mit hår har, behøver jeg ikke et spejl når jeg friserer mig.” Og det får mig til at tro at han virker meget ligeglad med sit udseende. Som han selv siger: ”Jeg vil ikke påstå at jeg ikke har set mig selv før. Men ikke ret tit. Når jeg børster tænder har jeg altid en musikvideo til at køre for fulde drøn.” Det er som om at hans univers af musikvideoer og andre programmer betyder alt for ham. Intet andet betyder noget for ham, han tænker kun på sig selv, og på hvilke programmer han skal se. F.eks. hører man om en gammel mand der går ind i en husmur. Hovedpersonen bemærker det knapt nok. Det eneste han tænker på, er hvilket program den gamle mand mon ser. Han ser også et program hvor man er på et hospital og følger nogle alvorligt syge mennesker som skal opereres. Man satser penge på hvem der overlever, og hvem der dør, og det får mig til at tro at han slet ikke har nogen følelser . Han virker heller ikke som om han har lyst til at bruge sin hjerne. Hver gang han skal til at tænke, så skynder han sig at tænde for et spændende program. Han ved ingenting om sin omverden, kun hvad han får at vide af ”nieren” som også er et af de utallige programmer han ser.