Gaderummet - mit liv som hjemløs

Arg. Det dunker i mit hoved. Pernille Petersen, 42 år, hjemløs, altid tømmermænd. Det lyder ikke for godt på mit CV. Endnu en dag der skal overstås. Hvor mange øl drak jeg mon i går? Jeg kan ikke tænke, huske, glemme eller forstå. Den eneste grund til at jeg står op hver dag er min hund Laila. Mit hår er fedtet, og jeg lugter. Jeg må finde et sted, hvor jeg kan få et bad i dag. Jeg fryser. Jeg har også snart råd til en brugt jakke, så jeg overlever vinterens barske vejr. Min ryg gør ondt. Jeg har også ligget på den bare asfalt hele natten. Jeg vandrer rundt i de københavnske gader, tigger, sælger Hus Forbi, drikker, ryger, tager over i Gaderummet, snakker med de andre hjemløse, og derefter går jagten efter et godt sted at sove. Det er hele mit liv. Det er ødelagt.. Det startede for 10 år, 4 måneder og 6 dage siden. Jeg var på vej hjem fra arbejde, som sædvanligt. Jeg arbejdede som socialrådgiver. Tanken om mit liv nu eksisterede slet ikke. Jeg hentede mine to børn Cecilie og Mads, da de havde fået fri fra skole - i min gamle bil. Vi tog ud at handle og derefter hjem. Jeg kan huske alt fra den dag. Da vi kom hjem i vores hus, puttede vi madvarerne i køleskabet, og jeg hjalp dem med lektierne. Cecilie fik lov til at tage med en veninde ud og shoppe, og hun fik 200 kr. Jeg smed om mig med penge dengang.. Hvis bare jeg havde haft 200 kr. til mad nu. Jeg er så sulten. Nok om det. Mads skulle lave en dansk stil, så han smuttede ned på sit værelse med sin bærbar. Min mobil ringede, og jeg stressede rundt. Én kvinde skulle have penge til en barnevogn, en hjemløs skulle have råd til tøj, osv. Dengang forstod jeg ikke, hvordan man kunne blive hjemløs. Det var en hel anden verden for mig. Jeg begyndte at lave lidt mad, og en time efter kom min mand Klaus hjem. Han solgte tøj nede på markedet. Vi havde godt nok ikke så mange penge, men vi var en lykkelig familie. Vi kyssede lidt.. den tid, den tid. Cecilie ringede bedende om at blive hentet. Jeg fik Klaus til det, og han råbte til Mads, om han ville med, så kunne han få en ny Levis' trøje, de havde på lager. De skyndte sig af sted, og jeg dækkede bord. Efterhånden var maden ved at være kold, og de skulle have været hjemme for længe siden. Jeg kan huske, at jeg fik mine bange anelser. Var der sket dem noget? Det var snart 3 timer siden, at de normalt ville have været hjemme. Pludselig ringede det på døren. "Endelig kom de", tænkte jeg. Jeg løb hen til døren, men udenfor stod der to politimænd.. "Er De Pernille Petersen?'', kan jeg huske de spurgte. Jeg nikkede. "Din.. øhm.. Din mand.. er.. Øh.. Kan vi komme ind?'' Nu begyndte det at svimle i mit hoved, men jeg måtte bevare troen på, at det ikke var alvorligt. "Skal I have en kop te eller kaffe?" "Ja, tak." De smilte til mig men så dog bedrøvede ud. Da de havde fået lidt at drikke, satte jeg mig ned overfor dem. "Hvad er der sket? Vel ikke noget alvorligt?" spurgte jeg rystende. "Jeg er øh.. ked af at sige det.. men din mand er desværre kørt galt.. Med Mads og Cecilia. Pernille.. de er døde" Der gik et par sekunder, hvor alt stod stille. Mit hoved begyndte at dundre, og det hele gik med ét op for mig. "Nej. Nej. Nej, det er ikke sandt! Hvordan.. Hvordan kunne dét ske? Nej, det er ikke sandt.. Neeeeej... Skrid, ud med jer fucking politi man, I er ikke en skid værd. SKRID UD AF MIT HUS." Hulk, hulk, hulk. Det fortsatte i timevis, og jeg skulle oven i købet over at se ulykkestedet. Der lå de. Bilen var fuldstændig smadret. Klaus var kørt ind i midterrabatten mellem to motorveje. Jeg brød fuldstændig sammen, da de bar dem ind i ambulancen. Efter denne kæmpe ulykke begyndte alt at gå ned af bakke.