Jeg ville ikke høre på dem. Ingen skulle bestemme over hvordan jeg skulle opføre mig.
Det startede med mig og gutterne skulle op på kontoret igen, jeg vidste ikke helt præcis hvorfor vi skulle. Jesper, vores skoleinspektør startede med at råbe og skrige igen igen. Ingen hørte efter, det gjorde jeg i hvertfald ikke. Vores k[NAVN A]lære havde selvfølgelig klaget over os. Casper, Simon, Michael og Jakob lignte nogen der ikke havde sovet i flere dage, man skulle tro de havde været ude ved narkosvinerne igen. Det havde de nok også. Vi fik lov og gå. Lige da vi alle havde rejst os, sagde Jesper jeg skulle blive siddene, de andre gutter grinte bare, da de andre var gået begyndte Jesper og snakke, om jeg havde nogen problemer derhjemme, om jeg virkelig havde lyst til at være den som jeg var nu. Jeg sagde jeg var røv ligeglad, ellers sagde jeg ikke en skid. Han prøvede og få flere ord ud af min mund, jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle sige eller noget.
Da jeg kom hjem smuttede jeg bare ind på værelset, der kom nogen og bankede på min dør, jeg råbte ”skrid nu forhelved”, det var mor. Hun ville snakke. Jeg gav hende lov til at komme ind, hun ville snakke om hvorfor jeg havde været oppe på kontoret igen i dag, skolen havde selvfølgelig ringet. Typisk! Hun prøvede og få kontakt til mig, men jeg undgik hende. Skolen havde sagt at mor og far måske skulle prøve og få mig til en psykolog, fordi det ville være godt for. Min første tanke var; hvorfor fanden i helved skal jeg til en lorte psykolog som ikke enganf kender mig, hvordan skulle hun eller han hjælpe mig. Mor sagde vi skulle prøve og give det en chance, jeg var ikke enig.
Det er gratis at oprette en konto