Når jeg tænker tilbage på mit barndomskøkkener og ja jeg siger køkkener” i flertal – fordi jeg flyttede og rejste meget som lille, derfor var og er jeg ikke vant til de faste gode, trygge rammer som alle andre børn var vant til.
Men jeg husker dog dette ene sted – dette ene sted var altid trygt og godt.
Der ingen dør indtil køkkenet fra stuen – der var helt åbnet fra stuen og indtil til køkkenet.
Når jeg stod og kiggede ind i køkkenet, så jeg stort åbent, men tomt rum – det var langt og samtlige meget bredt.
Rummet husker jeg var så så stort eller også var det bare mig som var meget lille – så var der selvfølgelig det lange spisebord, der sad jeg altid og spiste morgenmad og aftensmad, lavede lektier eller spilled kort med min farmor – jeg sad altid med mine fødder på den stol som aldrig blev brugt, for så sad jeg lidt bedre.
Gulvet var lavet er rent hvidt glas, væggene var helt skinnene hvide... lige undtagen dette ene sted på væggen, på dette ene sted var der en rød vinplet – den har ikke altid været der men, den kom den dag hun tog afsted. Den samme dag jeg faldt og brændte mig og fik et brændemærke på brystkassen – men pletten er dækket til med et stort maleri.
Det er gratis at oprette en konto