Det forbandede Barn

Mørket havde lige sænket sig over den dunkle skov. Imellem de mørke træer løb små trolde og al-fer rundt for at gemme sig for mørket. Der var fuld af sorg, tristhed og angst. Siden mørket havde fanget skovens varme og glæde, frygtede alle dens beboere at befinde sig ude for deres huler, hvor de følte sig i sikkerhed.men der var en, som ikke havde søgt skjul denne nat. På en lille klippe sad en sorthåret smuk kvin-de med et lille barn i favnen. Barnets hud gav genskær i måneskinnet, der kom fra den nye skin-nende fuldmåne. Kvinden med barnet sad og så ud over skoven og tænkte på, hvilke ubeskrivelige kræfter det lille barn havde. Hun vidste godt, at hun var skyld i skovens fortvivlelse og alle væsen-ernes uro. Siden hun var flygtet dertil med barnet, havde ufreden spredt sig.Kvinden rejste sig langsomt og gik med lette skridt frem og tilbage. Hendes hjerne arbejdede på livet løs. Idet vinden blidt kærtegnede hendes kind, bar den minder med sig. Barnet var specielt. Det var forhekset, og hvis nogen kunne få fat i det, ville de brænde det. Da hun havde været i den lille by, nogle mil derfra hvor hun stod, var folk helt hysteriske. De kunne godt mærke at barnet havde noget ondt, selvom at de ikke kendte til den slags magi. De kaldte alt det som de ikke ken-dte til for hekseri. De ville brænde den lille nyfødte pige på grund af deres uro. Kvindens eneste mulighed havde været at flygte fra hendes hjemstavn og ud i skoven. Kvinden sukkede. Hun ville ikke kunne finde faren til barnet, og stå ansigt til ansigt ham. Han var en ond drøm. Det var ham, som holdt øje med skærsilden og sørgede for folks pinsler. Han var kun kommet op til jordens overflade for en ting, at bringe ondskaben til jorden. Han blev kaldt djævlen af menneskene, men hun kaldte ham ved navn, Lucifer. Et andet minde fik hende til at tænke på en gammel bekendt. De havde mødt hinanden for blot 3 år siden på den lille kro i Alpercity. Han var en løjerlig fyr og lignede en, som hørte hjemme i et cir-kus. Hans høje hat, præstekrave og stribede gamacher sprang ud fra mængden, og det fik folk til at se skævt på ham, når han gik forbi. Den aften havde han stillet sig op på et af de runde kroborde i den tunge krostue og talt ud til folkene i lokalet. Hun havde bare set neutralt på ham og tydeligvis ikke vist nogen interesse, selvom hun var dybt fascineret, da han begyndte sit lille nummer. Hans tåspidsesko havde danset på det lille bord, og han havde samtidig lavet nogle små kunster. Ud af hans hat var der sprunget små fyrværkerignister i alle regnbuens farver. Folk havde været dybt koncentreret for at få det hele med. Da han havde taget sit tynde lange sværd ud af dets skede og begyndt at hale det langsomt ned i halsen. Enkle folk havde skreget forskrækket op, da de troede, det ville dræbe ham. Han tog den med ro og ignorerede folks udbrud. Kvinden havde stadig ikke vist tegn på nogen interesse og skul-le lige til at gå, da hun syntes, han var en værre fupmager. Han var lige blevet færdig med hans nummer, idet hun skulle til at gå og spurgte venligt, om hun ikke ville have en kop med. Kvinden havde trukket på skuldrene og sat sig ved det lille runde bord i hjørnet igen. Tryllekunstneren hav-de sat sig over for hende, og de var kommet i en god samtale. Tiden fløj af sted, og hun var nød til at sige farvel til manden. Idet hun havde været ved at gå, havde han holdt fast i hende og sagt, at han var ligesom hende. Hans blik var som blinkende stjerner, men samtidig også troværdige. Hun var blevet stum. Sidste gang hun havde set nogle, som var ligesom hende, var da hendes forældre døde. Hun havde ikke svaret, på det manden sagde, og havde bare skyndt sig ud af døren, og så var hun væk.Her 3 år senere stod hun med dette lille barn i sin favn og kendte ingen, som kunne hjælpe hende af med det. Denne mand var hendes eneste mulighed. Hun så op imod månen og hviskede en lille remse, som kunne give kontakt til andre magikere. Hun tænkte på ham og knugede barnet til sig. Efter flere forsøg kom hun igennem til en person, det var ham. Han blev meget forbløffet over at høre fra hende. Da hun havde fortalt om sit problem, tøvede han en smule. Der blev en længere tavshed. Kvinden havde gentaget sit spørgsmål flere gange, før han svarede. Han var på vej. Hun kunne ikke lade være med at smile. Forbindelsen blev afbrudt brat, og hun var igen alene i den forladte og dystre skov.Kvinden hørte få minutter senere, en vogn komme kørende et lille stykke væk. Hun begav sig med forsigtige skridt ned af klippen og ned på den dugvåde skovbund. Hendes bare fødder begav sig let igennem skoven mod lyden, imens hendes favn opbevarede barnet trygt. Igennem krat og grene begav hun sig. Lige pludselig forsvandt Lyden fra kareten, og hun stoppede op. Ud af mørket så hun en høj tynd mand med høj hat, præstekrave og stribede gamacher. Han så meget ældre ud, end da de sidst sås, og der var ingen tegn af stjernerne i hans øjne. Hans ansigt så helt udsultet ud, og det fik ham til at se 10 år ældre ud. Han så knap nok på hende og gav hende intet smil. Kvinden skammede sig over det med barnet, hun vidste godt, hvorfor han var så kold overfor hende. Hun lagde forsigtigt barnet ned i trækassen, som manden holdt frem. Kvinden havde meget svært ved at skulle give barnet fra sig, og der kom et lille tilbageholdt klynk fra hende. Hun holdte om sig selv, imens hun så ham vende hende ryggen og gå ned af den vakkelvorne stentrappe, som han var kommet fra.Nede for enden af trappen stod en kuppelformet vogn inde i mellem de høje mørke grantræer. Kassen med det forbandede barn placerede han på sædet ved siden af, da han havde sat sig i vog-nen. Frem tog han sin pisk til at styre hestene med og satte vognen i gang. I den våde skovbund la-vede vognens hjul dybe spor, og vandet samlede sig i sporerne. Han kørte op af en lille bakketop, og kvinden kunne, derfra hvor hun stod, se vognen køre væk.Da manden havde kørt igennem skoven, og landskabet blev ved med at være det samme dystre dunkle og triste mørke, stoppede han vognen. Han tog kassen med barnet, nogle søm og ekstra brædder med under armen. Til højre for vognen lå der en meget grumset å, med mange dyng planter og andre former for vandplanter. Det var langt fra rent. Træer var væltet og lå halvt på bredden og halvt i vandet. Over de væltede træer gik manden med kassen og bevægede sig tilbage af vejen, hvor han kom fra. Der kom et område, hvor han bedre kunne komme til at gøre den sov-ende baby parat til sin nye ikke helt ufarlige rejse. På flodbredden stillede manden trækassen og tog bræt for bræt og lukkede kassen med søm. Lige inden han lukkede hullet, kiggede han en sidste gang på det sovende barn i høet og vidste, at dette var det bedste. Manden bar derefter kassen med barnet i hen til vandkanten. Lige inden han kastede den ud, så han noget bevæge sig dernede. Han mærkede en ond kræft fra dybet. Han skyndte sig at kaste kassen, så det lavede et kæmpe plask. Han vendte den ryggen og skyndte sig tilbage til vognen.Trækassen sank langsomt til bunds og luftbobler steg op fra den. Den ramte bunden og blev om-slugt af vandplanterne i dybet. I mørket gemte fire grålige ål sig, og de tittede frem for at se nær-mere på kassen. Det var ikke nogle helt normale ål, de havde en opgave, som var sendt fra det endnu dybere dyb, end hvor de befandt sig. De lavede nogle svøm rundt om kassen, og dyng planterne begyndte langsomt at bevæge på sig, som var de lige blevet vækket til live. De løftede kassen op til overfladen, så den kunne flyde. Kassen flød med strømmen igennem den dunkle skov, og rundt om sad der mariehøns på blade som både. De talte dæmpet sammen, og fulgte kas-sen. De kunne mærke, at der var noget helt galt. Kassen drejede af hen af en ny flod, som gik mere stejlt nedad. Med den var mariehønsene og ålene. Åen, som kassen lige havde drejet af fra, var ik-ke længere så dyster. Lyset var begyndt at trænge igennem til den ellers så mørke skov.Ude ved kanten af floden stod en lille tyk nisse med en spids høj hat. Han undrede sig over, hvad det var for en kasse. Op af lommen tog han en lille pose, åbnede den og tog glitrende støv op i hånden. Han kastede støvet ud på kassen. Kassen flød ind til kanten, hvor nissen så kunne nå den og tage den med op på land. Kassen tog han med sig hjem til sin lille landsby. Da han fik åbnet kas-sen, fik han et kæmpe chok. For i kassen lå det lille barn med åbne udstående øjne. Dets øjne var ikke fuld af nysgerrighed eller anden følelse, som de fleste babyer har. Dens blik var dybt og mørkt. Forbandelsen var nu kommet til nisserne.Marie Louise 8.y