Maven knurrer

Min mave knurrer, jeg har ikke spist hele dagen, jeg er på vej hjem fra arbejde, fordi min chef bad mig arbejde over, jeg hader når han gør det, det som om han kun tænker på sig selv? Klokken er blevet mange så det helt mørkt udenfor, på en måde er det lidt skræmmende. Normalt bliver jeg ellers ikke så nemt skræmt eller bange, men det som om der er nogen, der følger efter mig? Jeg ringer til en veninde for at høre hvad hun laver, bare for at glemme tankerne lidt, men hun tager den ikke og den sædvanlige stemme kommer ”jeg kan desværre ikke tage telefonen lige nu, men ring igen senere.” jeg har det ikke godt mere, nu vil jeg bare godt hjem, jeg er heldigvis ved bussen om lidt og så skal jeg bare gå det lille stykke. Jeg synes egentligt det underligt busserne er blevet så dyre? Men jeg kommer ind i bussen, jeg sætter mig stortset bagerst i bussen. Der er så mange underlige mennesker med bussen på den her tid? jeg kiggede tilbage, og ser en mand, han kigger underligt? Hvad er det han vil? Er det mig han kigger på? Jeg vender mig om igen og tænker ikke mere over det. ”næste stop Rødovre Station” jeg kan allerede smage maden, hvad skal jeg spise? Rester fra i går? En færdigret? Eller bare spise noget rugbrød, jeg er sååååå sulten at jeg kunne spise hvad som helst lige nu, jeg går af bussen, og ned af en lille sti, her er så mørkt, man kan næsten ingenting se? Jeg mærke noget? Var det en hånd? Jeg vender mig hurtigt, men der er intet at se? Jeg må stoppe med at se alle de gyser, de gør mig helt skør. Jeg mærker det igen, vender mig om, jeg mærke hvordan en knutnævne bliver smadret ind i min kind, jeg bliver bange, og skal til at rejse mig, men jeg bliver holdt nede, jeg ser hans ansigt det manden fra bussen? Var det også ham der følte efter mig før? han slår mig igen men denne gang hårdere, jeg mærker hvordan smerten bliver værre og værre. Jeg vågner op i et værelse, som jeg aldrig har set før, jeg er bundet fast til en seng, jeg er bange, jeg ryster af skræk! Hvad skal der ske med mig? Hvorfor lige mig? Man går altid at tror det ikke kan ske for en selv? Jeg hører nogle fortrin som kommer nærmere og nærmere, svenden løber ned ad mig, jeg ryster og kan slet ikke finde ro, pludselig hører jeg to mænd snakke, døren bliver åbnet, og en fremmed mand kommer ind, han kigger så ubehageligt på mig, han lukker døren, og går længere og længere over imod mig, han begynder at røre ved mig, han kysser mig, jeg væmmes, mærker han trækker mine bukser ned, og nu ved jeg det er for sent! Jeg kan intet gøre. efter han er ”færdig”, griner han lidt for sig selv, og går ud af døren igen. Hvorfor gik jeg ud af døren? Hvorfor holdte jeg ikke en fridag? Nu ligger jeg her og kan intet gøre? jeg føler mig så dum? Prøver at give mig selv skylden? Når jeg burde vide at det ikke er min fejl?