Novellen af Henrik Pontoppidan blev ved første tilfælde skrevet til bladet Ude og Hjemme, og sidenhen udgivet i novellesamlingerne Fra Hytterne og Landsbybillederne. Novellen er jo som sagt skønlitteratur, men der kan ikke drages nogen tvivl om, at en stor del af handlingen er baseret på virkeligheden, da jeg også har stiftet bekendtskab med andre noveller med samme handling.
Novellen udspiller sig i en lille fattig fiskerby hvor man forgæves prøver at skaffe midler til dagen og vejen. Vi får et udmærket billede af landskabet og stemningen, der lige fra starten er meget dyster. Dette understøttes videre, når vi får fortalt fiskernes hårde og usle tilværelse. Man nærer stor sympati for dem, indtil det langsomt går op for en, hvad disse fiskere egentlig laver – hvordan de egentlig overlever. Det hele er meget pænt pakket ind, og jeg måtte selv læse stykket et par gange for virkelig at forstå det. Men jo. De lokker virkelig med vilje skibe til at sejle på revet og derved plyndre skibet for alt af værdi. Og ja, de dræber virkelig den overlevende skibsbrudne der tror han er frelst.
Hårdt og brutalt skildres det der engang var virkelighed for nogle fiskere i Danmark. Med nutidens øjne er det svært at acceptere, og den sympati man i starten af fortællingen havde for de stakkels fiskere fordufter som dug for solen. Dette forstærkes dog sikkert også ved, at vi i dag slet ikke kan identificere os med at være i den situation ikke at kunne få mad på bordet. Tanken er absurd, utænkelig, og alligevel var det hverdag for mange mennesker her i Danmark for blot et århundrede siden. Og så går den indre kamp ellers i gang, hvilket helt sikkert også har været Pontoppidans tanke med denne novelle. Hvad kan man egentlig tillade sig? En af de to parter kommer til at lade livet, da fiskerne handlede sådan for at overleve sultedøden.
Det er gratis at oprette en konto