Mødet med Henrik Pontoppidan og skammen over en klumpfod

________________________________________________________________________________

9 januar 1891

Jeg husker den dag, den sommer, den unge herre og den hændelse tydeligt. Det var en

morgen kort efter, at jeg var kommet til byen. Morgensolen malede himlen blå. Det var en

særdeles smuk morgen, som jeg sad og nød på en udsigtsbænk ved vandet i udkanten af

skoven. Jeg sad der ganske ensomt, helt uforstyrret af min klumpede fod. I de gamle bøgetræer sad fuglende og kvidrede. Det var en smuk lyd, der frydede mine ører. Roserne og blomsterne ved skoven duftede helt fortryllende. Det var en frisk duft, som jeg forbandt med sommer.

Jeg var besat af de skønne omgivelser. Der var sejlere ude på vandet, det interesserede mig meget. Det gjorde gevaldigt indtryk på mig, at folk kunne sådanne ting.

Min besynderlige klumpfod hindrede mig i adskillige ting. Foden skammede jeg mig særdeles

meget over, fordi den gjorde mig anderledes. Jeg ville gerne være mere elegant, så folk ville synes godt om mig. Det var grunden til, at jeg begyndte at sidde på udsigtsbænken om morgenen, så jeg kunne se hvordan det var ude i verdenen, i stedet for at rende rundt, og ikke vide hvad jeg ville på grund af min fod.