Jeg har skam haft gigt i knæene længe, men nu kan de ikke mere. Før holdt jeg smerten ud, men nu ligger jeg bare her. Der er intet mere at gøre, børnene må passe sig selv. Min rynkede krop er ved at tørre ind, så nu skriver jeg mine sidste ord. Livet har ikke været nemt. Det hårde liv startede den dag, da jeg blev glemt.
Henrik var mit livs kærlighed og den sødeste ægtemand, enhver kunne ønske sig. Men vi blev ikke gift. Vi var unge og glade, og vi nød livet for de penge, som Henrik fik for sine bøger. Vi var ikke som de andre mennesker, og ville ikke have børn med det samme. Først efter vi havde tilbragt ti år sammen, blev jeg gravid med vores første datter, Ida. Senere fik vi sønnerne Gustav og Bo, og sidst fik vi endnu en datter, Anne-Sophie. Vi var lykkelige.
Jeg havde lige rundet de 40 år, da vi fik Anne-Sophie, og en enkelt rynke havde jeg nu også vist sig på min pande. Men det var ikke noget, som havde betydning. Først den dag begyndte det at betyde noget. Den dag Henrik ikke gad mere. Vi sad ved spisebordet, og Henrik kiggede pludseligt meget alvorligt på mig. Så åbnede han munden: ”Nu gider jeg ikke mere! Jeg kan ikke holde det ud! Børnene vræler, og du fjanter rundt som en anden rigmandskone, og køn er du ikke engang mere! Jeg kan ikke få skrevet et ord i disse omgivelser! Jeg rejser”. Jeg forstod det ikke, hvordan kunne min livs kærlighed sige sådan noget. Jeg brød ud i begrædelse og bønfaldt ham om at blive hos mig. Han rejste sig op, og jeg sprang ned og tog fat om hans ben, mens jeg hylede og skreg som et lille barn med tårerne ned ad kinderne, og nu også ned ad Henriks bukseben. Så begyndte børnene også at hyle, og Gustav tog også fat i Henriks ben. Henrik skubbede Gustav væk, så han faldt og græd endnu mere. Så tog Henrik fat i mig. Han løftede mig op og slog mig så hårdt, at jeg faldt med hovedet ind i bordkanten og plask ned på gulvet. Da jeg vågnede nogle timer efter, var Henrik væk.
Det er gratis at oprette en konto