Essayet ligner på en måde poesi. Det prøver at ramme naturelskere. Det er skrevet inden for det sidste årti. Essayet handler om at være glad for strandkanter, at kunne forstå alle de ting, de har gjort for os, de har lært os at svømme, et sted vi har brugt så meget tid på som børn og et sted som vi prøver alle vores sanser af. Det handler også om at vi skal beskytte dem fra alle de ødelæggelser, som kan overgå dem.
Essayet kommer ind på industrialisering af strandkanter og gode oplevelser året rundt. Jeg mener ikke at der er en egentlig problemstilling, men snarere en konklusion, det er at strandkanter altid vil forblive snoede, smalle, brede, stenede, sandede og smukke, trods den industrielle forurening og ødelæggelse, fordi de er i så stort et antal, og fordi de er så smukke.
Hun vil godt have, at vi passer bedre på vores strandkanter, og tager flere oplevelsesture hele året rundt. Ja, det er aktuelt, fordi flere mennesker burde opleve disse ting.
Grænserne fra vand til land, de hundredvis af øer med strandkanter, som omringer disse.
Marianne Larsen, Jeg-fortæller, forfatteren, hun er 57 år gammel, rynket og sort hår, hun er glad og eftertænksom, hun mener vi skulle passe bedre på vores strandkanter og natur, hun mener selv at hun er naturelsker, og det samme gør jeg.
Det er gratis at oprette en konto