Glæden ved at dykke

Set ude fra rummet ligner jorden mest sit andet element: havet. Den blå farve er blevet planetens vandmærke, omfløjet af skyer. Som om skummet på bølgerne var gået til vejrs og havde bundet sig i et kredsløb, der skiftevis tilslørede og afslørede vekseldriften mellem vand- og landmasser. Selv kontinenternes brikker går i drift og fly¬der fra hinanden med tiden — men bevarer omridset af det pusle¬spil, i hvilket de engang har hængt sammen. Panta Rei, sagde de gamle: alting flyder! Tre fjerdedele af planeten består af hav. Tre fjerdedele af et men¬neskes krop består af vandmolekyler, resten - og det vil sige de faste bestanddele - skulle efter sigende kunne købes hos materialisten for ¬en femmer. Vi opfatter vore kroppe som fast form, ikke som flydende krystalgitre eller omvandrende, opvarmede hologrammer med hver vores lille genspejling af oceanet bundet af energiernes kredsløb. I genernes kriblen og krablen - fra udviklingens glemte indsøer og fostervandets lune bølgeskvulp - til vi ser lys, står vi indskrevet i havets erindring. Først når vi får mæle og den store del af vor op-rindelse er gået i glemmebogen, kalder vi planeten for jord.