Jeg gik op på loftet. Jeg kunne hører noget pusle. Jeg gik hen imod den store og meget støvede rejsekuffert. På den sad en lille bitte markmus. Kufferten var lidt åben. Jeg lukkede den helt op. Den var så støvet at jeg hostede en hel del. Jeg kunne se at der lå en hel masse gamle bøger i den. Jeg tog den største af bøgerne op og begyndte ligeså stille at læse...
… bomberne kunne høres flere kilometer væk. Vi sad i vores lille kælder og tryggede os ind til mor. Krigen var godt i gang. Vi var alle sammen skrækslagene for at der skulle falde en bombe i lige netop vores kvarter. Vores vejrtrækning blev mere og mere intens. Vi kunne intet gøre. Jeg kan huske at jeg kun kunne tænke på hvem der kunne være så ond over for os, os uskyldige. Vi var blevet tvunget ned i vores kælder da bombealarmen lød. Min storebror, min lillesøster, min mor og jeg. Min far døde sidste år. Vi havde kun et lille vindue helt oppe ved loftet som vi kunne se ud af. Om dagen var det dog helt tildækket. Vi havde efterhånden siddet i den kælder i to uger. Vi var ved at løbe tør for mad. Vi havde godt nok forberedt os på at krigen ville komme, så vi havde lagt lidt mad og nogle dåser ned i kælderen. Men vi havde ikke nok til at kunne blive der længere end tre uger. Og da de to af de tre uger allerede var gået så kunne vi godt regne ud at vi ikke havde så lang tid igen, før vi begyndte at sulte. Selvfølgelig havde jeg husket min dagbog, som jeg skrev i hvér evig eneste dag. Den gik tabt da vi skulle flygte til Danmark. Alt gik så stærkt. Jeg tabte både min dagbog fra kælderen, min barndoms bamse og min aller bedste hue. Jeg var så ked af det. Vi blev hundset ud i en lastvogn og kørt til Danmark. Vi sad som sild i en tønde. Alle lignede vi nogle som havde set et spøgelse. Alle havde store øjne, og var næsten helt hvide i hovederne..
Det er gratis at oprette en konto