I dag startede dagen som sædvanligt, forfærdeligt. Men ikke så værst. Jeg sidder under et træ med ikke så dårligt udsigt, i en flygtningelejr i vest Jylland. Jeg føler mig fanget og lukket inde som et dyr som ikke må gå ud om visse områder. Sådan er det her i lejren. Jeg ved ikke hvad der kommer til at ske, og hvor vi kommer til at være. Men det tænker jeg ikke så meget på. Mine tanker går til tyskerne og til far som er i en tragisk krig, også landsbyen. Hvad mon der er sket med den. Er den helt bombarderet? Er alle døde? Jeg har ingen anelse. Men Selvfølgelig går mine tanker til søde lille Anna som forhåbentligt er et bedre sted nu. Jeg savner far og Anne, gad vide hvor de er, Og om jeg nogensinde kommer til at se dem igen. Jeg har det dårligt, og jeg føler mig helt udnyttet efter det der skete på skibet, at mænd kan være sådan nogle svin. Men en stor lettelse af at skulle finde Klaus, mor blev så glad. Det smil jeg så på mor havde jeg aldrig set efter far tog med trupperne. Da Klaus fortalte om Anne ikke overlevede blev han flov og havde en skyldfølelse. Det kunne jeg se fra hans blik. Det var nok mere den svære opgave som far gav ham. Det at Klaus skulle være manden i huset, men han er jo os blot 12 år gammel? Men flytningen lejren som jeg, mor, og Klaus er i hedder Granhuse, den er så vidt så muligt langt fra byerne. Vi er flere tusinde mennesker her, børn, kvinder og ældre mænd. Vi bliver holdt væk fra den danske befolkning. Jeg synes det er ret mærkeligt, for vi er ikke de onde. Vi gør jo intet. Nogle er tilfredse med det, andre er ikke, men de strenge regler holder os væk. Blandt andet er erika og hendes ny fødte søn, lille Klaus har hun kaldt ham. Dermed er bonden og slagteren her også. Vi går i skole, og bor i en stor barak. Der er et værelse, en stue, og et køkken. Dejligt. Den danske befolkning behandler os ikke som vi burde behandles. Vi må ikke sende breve, men det fik alligevel gjort, vi har sendt et brev til far. Eller det fik Klaus. Han fik sendt et brev til far via at lave et hul under jorden ved hegnet. Det var meget modigt af ham. Men hvad mon Klaus skrev i det? Vi må heller ikke snakke med den danske befolkning, det nok mere dem der ikke vil snakke med os. Vagterne må der heller ikke tales med, men det gør vi piger jo alligevel. De danske Vagter her i lejren er ret søde, men på samme måde udnytter jeg dem en smule, for de er de eneste som kan hjælpe os tyskere her i Lejren. Der er en vis person jeg kan lide, og det samme kan han. Tror jeg. Det håber jeg i hvert fald. Hans navn er [NAVN A]. Vi er næsten altid ude lige til sengetid, og nogle gange længere. Jeg er blevet tiltrækkende. Jeg har fået større hofter, og større bryster. Jeg har fået sådan en rigtig kvindefigur, og det kan [NAVN A] sikkert lide ved mig. Nogle gange bliver der skudt nu og da. Det sker mest for sjov så vagterne kan blære sig over for pigerne, men en nat så bliver en tysk flygtning skudt da han kravlede op over hegnet og ikke stopper da de råbte efter ham. Han løber, og så skød de ham. R.i.P til den mand jeg ikke kender. Til Klaus fødselsdag fik vi alle pandekager med marmelade, som mor sparede op til. TILLYKKE MED DE 13 ÅR MODIGE KLAUS. Jeg lavede en tegning til ham, med en række træer som går ud over en slette, og for enden af den, er der en flot gylden sol som er ved at stå op. Og nogle fugle som mindes om far. Glenter, som er deres ynglings fugle. Erika og lille Klaus skal væk til en straffelejr, fordi hun har haft meget at gøre med de danske vagter. Det får mig til at spekulere om jeg skal passe på med at komme tættere på [NAVN A]. Men som om vi ikke allerede har været tætte nok. For vi har allerede haft sex, og det var det dejligste der var sket for mig siden krigen. Men jeg må passe på nu… For jeg tror jeg er gravid. Jeg har ikke haft min menstruation i 3 måneder, men mor siger det bare er en chok fordi krigen og alt det der, som er skyld i at jeg ikke har fået det. Men nej, jeg er gravid. Et af de beviser er at jeg bliver ved med at brække mig. Jeg er bange og svag. Hvad skal jeg gøre? Jeg er ikke klar til at være mor, speciel ikke i den her tid vi alle lever og er i.
Det er gratis at oprette en konto