Candide bliver udsat for mange lidelser. Han bliver, af bulgarerne, sat til at løbe spidsrod igennem hele regimentet ni gange. (Det blev i gamle dage anset som det samme som dødsstraf) Candide døde dog ikke, da han slap fri efter ”kun” to gange. Han bliver ved flere lejligheder pisket og har endda været ved at blive levende kogt. Men den største lidelse må vel være alle de gange han skal sige farvel til sin elskede Kunigunde, uden at vide om han nogensinde skal se hende igen.
Pangloss’ filosofi stemmer ret godt overens med Candides eventyr, set ud fra det faktum at hver gang det hele ser allermest håbløst ud, så bliver han reddet og i sidste ende går det hele jo efter planen.
Men man kan jo så spørge sig selv om det er tilfældigheder eller fordi Gud har haft en finger med i spillet. Det er i hvert fald ret åbenlyst at ikke alting er så perfekt som filosoffen nu engang mener, og det bliver da til sidst også bekendtgjort at han egentlig ikke selv tror på det, men at han bare er for stolt til at erkende han tog fejl.
Som den gamle dame selv siger så elsker hun stadig livet, eller måske er hun snarere bange for døden. Jeg tror at det skal tolkes som noget generelt for os mennesker. Vi har det så hårdt og forfærdeligt, men måske er der trods alt nogle ting vi er glade for, om ikke andet ved vi hvad vi har, men ikke hvad vi får.
Det er gratis at oprette en konto