Når to ting tiltrækker hinanden, selvom de ikke rører ved hinanden, kalder man det magnetisme. Tingene tiltrækker hinanden, fordi den ene ting er positivt ladet, mens den anden er negativt ladet. Man har kendt til magnetisme i mange år. Allerede de gamle grækere kendte til magnetisme. I byen Magnesia i Lilleasien havde man fundet en speciel stenart, som kunne tiltrække jern. Jernmalmen kaldes magnetjernsten eller magnetit, og er en kemisk forbindelse af jern og oxygen (Fe3O4). En magnet har altid to ender som man kalder sydpol og nordpol. Her er magneten stærkest. En sydpol og en nordpol tiltrækker hinanden. To nordpoler frastøder hinanden. To sydpoler frastøder hinanden. Jordkloden er selv en kæmpe magnet. Jordens magnetiske nordpol ligger ved den geografiske sydpol, og den magnetiske sydpol ligger ved den geografiske nordpol. Jordens magnetfelt er så stærkt, at det trækker i alle andre magneter. Jo stærkere magnetfeltet er, jo stærkere påvirker det andre magnetpoler.
I 1820 opdagede danskeren H.C. Ørsted elektromagnetismen. Han fandt ud af, at der måtte være en sammenhæng mellem elektricitet og magnetisme. Ørsted havde spændt en ledning hen over en kompasnål. Når han tændte for strømmen, reagerede kompasnålen, som om den var i nærheden af en anden magnet. Men når han slukkede for strømmen, reagerede kompasnålen ikke længere. Altså var ledningen kun magnetisk, når strømmen løb gennem den. Sådan fandt Ørsted ud af, at ledninger er en slags magneter, man kan tænde og slukke for. Når strøm løber igennem ledninger, opstår der magnetfelter og elektriske felter. Magnetfelter kan skabe meget svage elektriske strømme i kroppen. De er meget svagere end de strømme, der naturligt er i kroppen i forvejen. Alligevel har man været bange for, at magnetfelter – især fra højspændingsledninger – skulle kunne ændre kroppens naturlige balance og fremkalde kræft. Der opstår også elektriske felter, når strøm løber gennem ledninger. Man kan måle de elektriske spændinger ved højspændingsledninger. Men ved almindelige elapparater er de elektriske felter så små, at man ikke engang kan måle dem. Energiselskaberne har undersøgt magnetfelterne og de elektriske felter grundigt. Der er ikke fundet nogen sundhedsmæssig fare ved højspændingsledninger, men man kan alligevel ikke sige med 100 % sikkerhed, at de slet ikke er farlige. Det er nemlig meget svært at undersøge problemet helt præcist.
Det er gratis at oprette en konto