'Isaksen' novelleanalyse

Isaksen er en mærkelig mand på arbejdet. Han er nederst i firmaet, og han holder meget af sin kniv, sine 2 sejlgarnsnøgler og sin blå blyant.

Der er en Jeg-fortæller, hvis navn vi aldrig får at vide. Han er ikke i toppen af firmaet, men heller ikke i bunden. Han finder på et tidspunkt ud af at han har et kælenavn på kontoret, ”Studenten”. Jeg = ”Lagerchef”.

Biperson(er): Feddersen, Albæk, Kollegaer. – Albæk er Kontorchef, stod for den daglige forretningsgang. Viste sig sjældent i de nedre regioner. Vågede over rettigheder – Røg cigarer i kontortiden, og fik sin frokostkaffe serveret på en bakke.

Miljø: På Frederiksberg & Fabrikken.

Tidsrum: Mellem 1930-1940. Det er et hårdt samfund, hvor arbejderne bare må rette ind. De er afhængige af deres løn, og kan hurtigt blive erstattet.

Handling: Isaksen er beskrevet ud fra en jeg-fortællers historie om hans arbejde i ”Bolbjergs Papirvarer en gros”. Fortælleren er i samfundsklassen man i trediverne kaldte flipproletariatet. Han arbejder på kontor og har også en stilling som så fint hedder lagerchef. Fortælleren holder orden på de enheder (personer) som gør det grove manuelle arbejde. På kontoret er fortælleren bare en af ”Feddersens folk” som han selv definerer sig til at være. På kontoret er der nemlig en rangordning som fortælleren billedligt forklarer ved hjælp af solsystemet hvor Feddersen er Mars og fortælleren og andre af de ansatte, med lederopgaver, er måner som bliver holdt på plads af Feddersen. Fortælleren beskriver nøje hvordan ”Bolbjergs Papirvarer en gros” er opdelt i klasser som et lille samfund hvor man nødig blander sig med nogle fra en anden klasse og hvor der bliver hvisket i krogene hvis nogle udskiller sig fra deres bestemte klasse. Fortælleren fortæller at han på et tidspunkt havde et lille glas med ærteblomster stående på sit bord og dette blev der talt meget om i krogene, for det er kun de højere stillede som har planter på deres kontor og man skal jo ikke tro man er bedre end de andre ved at stille blomster på bordet. De ringeste stillede i hierarkiet er enhederne som fortælleren holder styr på. Øverst oppe hvor cheferne sidder kender man ikke disse enheders navne og de bliver set som en anonym klump. Men fortælleren prøver at gøre sig venner med arbejderne og som han selv siger ”jeg kunne tale med dem på deres eget sprog”. Men det er ligeså ilde set at en af de højere i hierarkiet prøver at være på lige fod med dem der er lavere end ham selv i hierarkiet som det er omvendt, fortælleren bliver derfor ligeså bagvasket som de andre chefer. Han er jo flipproletar og den titel gør ham til den han er. Fortælleren har som kontormand begået nogle syndere og hans værste synd begik han overfor Isaksen. Isaksen er historiens titel og derfor er historien om Isaksen det væsentlige afsnit i denne fortælling. Isaksen har et lille rum han sætter sig ind i når han er gal. De andre arbejdere begynder at kalde dette lille rum for ”Isaksens kontor” igen for at fortælle ham at han ikke skal tro han er bedre end dem og han skal slet ikke sætte sig op mod en der er højere oppe i hierarkiet. Fortælleren prøver at hjælpe Isaksen fra den daglige mobning ved at give ham ansvaret for et kælderrum der skal opryddes. Denne tjans giver Isaksen humøret igen. Men da Isaksen er færdig med hele kælderrummet skal han tilbage i den gamle arbejdsrutine og det er han meget utilfreds med. Isaksen bliver mere og mere umulig og doven, han gider endda ikke bruge en stige for at nå op på en hylde efter papir. Selvom fortælleren godt ved at Isaksen ikke gør sit arbejde ordentligt prøver han at ignorer det, men da Feddersen til sidst konfrontere ham med beviserne for Isaksens dovenskab føler fortælleren ikke han kan dække over Isaksen mere (han har jo også sine overordnet at fedte for). Fortælleren og Feddersen får Isaksen fyret. Isaksen går fuldstændig ned og bebrejder fortælleren alt hans elendighed, selvom fortælleren var den eneste der virkelig havde ondt af Isaksen og prøvede at overse hans dovenskab så længe.