Det kan være flere forskellige måder at tolke digtet af Michael Strunge, men min vurdering er at det illustrerer mediernes jagt på en berømt person. En person som bliver ”blitzet”, der er måske en person som er nyudråbt statsminister. Blevet ringet op sent aften før af partiets formand, ”Hej… Chefen er lige blevet busted, kan du træde til?” Så har han sagt ja, indtaget et euforisk stadie af glæde, udsendt en presse meddelelse, gået ned på det nærmeste værtshus der holder åben til klokken 2 om natten, fået en whisky – eller måske to? Fejret det, ringet til hans gamle mor et sted i Jylland og præsenteret sig som ”Statsministeren af Danmark”. Bare for at gøre noget. Lagt sig hjem i seng. sovet…
Vågnet op, en time for sent, pisket rundt i hans firværelses lejlighed på Østerbro, hovedpine, løbet ned på gaden, glemt alt om pressemeddelelser, kæmpet sig gennem den blitzende mur af journalister, slynget sig ind i sin nye ministerbil. På vej mod et nyt liv. Uden kommentarer.
Og det hele skyldes hans frustrationer 2 døgn tidligere
Han kom hjem fra hans 8-16 job som bank assistent. Han var ikke alene. Han havde en tung sort sky siddende over sig. I skyen rasede dæmoner og som i den uhyggeligste gyser, man ser alene om aftnen. Gået forbi hans højtelskede kone, direkte ind på hans kontor, fundet hans onkels gamle jagtgevær frem fra skabet. løbet ud og med det ene skud, skudt sin 4-årige søn lige mellem øjnene. Koldt. Kynisk. Desperat. Vendt sig mod sin gravide kone. Fyret et skud af. Ramte konen lige i hjertet. Kun gud og konen havde set hans ansigtsudtryk i sekundet han vendte sig om. Forladt af sig selv. Vågnet fra hans mareridt. Ser blodet på gulvet, væggen, over alt. Løbet ud, startet hans bil. Kørt med fuld kraft ind i naboens vejtræ. Airbag. Sort. Alt i mens at blitzen klikker løs…
Det er gratis at oprette en konto