Minimalisme i Helle Helles forfatterskab

Helle Helle skriver noveller og nyere tid som er meget minimalistiske, ofte med hverdags konflikter og med kvinder som hovedpersonen.

Minimalismen er en kunstretning og opstod i 1960’erne, de minimalistiske forfattere skrev meget enkle og konkrete tekster. Tekster hvor betydningen var skjult under overfladen, og som læser må man ”læse mellem linjerne” for at gennemskue teksten. De minimalistiske forfattere afskyr en hver form for ”pynt”, og skriver herved kortprosa – meget korte noveller, hvor der ikke er specielt beskrevet miljø, personer og evt. politiske holdninger og standpunkter. I 1990’erne – nyeste tid, bliver det mode at skrive minimalistisk, forfatterne benytter ofte en indirekte fortællerstil, så læseren må tænke sig til resten – et træk fra nyeste tid er, at skrivemåden er meget nede på jorden og til at, forholde sig til som læser. Minimalismen er også ”isbjergsrealismen”, en lille procentdel (det som er over havet på et isbjerg), og det af bjerget som er under havet skal man selv tænke sig til og læse mellem linjerne for at finde ud af. Kendetegnet for en minimalistisk novelle er, at der ofte skrives i nutid og bliver brugt meget direkte tale. Der er en masse ”sorte huller” i teksten, og der vil som regel være en voldsom handling som stille træder frem. Forfatteren springer meget rundt i tingene og ”zapper” mellem personerne og synsvinklerne. Der bliver eksperimenteret med talemåder osv.