Det var aften, regndråberne pjaskede ned over stranden, og skyerne hang sorte og truende over hende. Hvis solen havde skinnet som tidligere på dagen, ville man kunne se, at hun græd. Hun rejste sig langsomt fra stenen og prøvede at få liv i de kolde stive, kolde ben, der ikke længere føltes som om, det var hendes. Vandet løb ned af det lange sorte hår, og hendes trøje var gennemblødt.
Længere oppe på stranden var dukken, Cecilies dukke. Den lille dukke lå som et lille uskyldigt barn i ulvens hule. Da hun holdt den ind mod sig, kunne hun hører vandet i dukken skulpe. ”Åh Cecilie, hvor er du?”.
Camilla så ud af vinduet, solen skinnede, og fuglene kvidrede højt oppe i de store grantræer. Vejret var perfekt til en tur på stranden, men hun vidste, at der ikke var tid til det. Arbejdet kaldte, hun havde et møde med Christopher Jørgensen, og derefter skulle hun skrive en reportage om det forsvundne barn. Efterhånden var hun vant til at skrive om alle de mord og efterlysninger, at det ikke rørte hende mere. I starten havde det taget så hårdt på hende, at hun ikke kunne sove om natten, og hun måtte melde sig syg pga. søvnmangel. På trods at det var en uge siden, at Cecilie havde fejret sin 10 års fødselsdag med veninderne fra skolen, lå der stadig indpakningspapir, gavebånd og guirlander over hele gulvet.
Det er gratis at oprette en konto