Ludvig Holbergs komedie Jean de France fra 1722, drager tydelige konklusioner indenfor det aktuelle tema. Frands som er far til sønnen Jean de France, diskuterer frem og tilbage med sin nabo Jeronimus, som bestemt ikke mener at Jean de France behøves rejse for at få erfaringer i livet.
Jeronimus’ holdninger omkring Frands’ søn Jean, udtrykkes fra start som meget kritiske. Sønnens lyst til at rejse før ægteskab, stå faderen helt klar, men Jeronimus mener det er noget pjat og at man burde rejse og opleve det sidste af verden når man har gjort sine erfaringer i sit hjemland.
Jeronimus gør det klart at Jeans sprogvaner bl.a. har ændret sig, og han ikke bryder sig om at blive kaldt andet end sit kristne navn, og heraf burde det samme gælde for hans datter. Jean og Jeronimus’ datter, Elsebet som skulle giftes med Frands søn. Jeronimus’ fortvivlelse og utilfredshed kunne tillægges af at han muligvis er bange for at Jean på sin rejse vil forelske sig i en anden, end hans datter.
Muligvis er det dette underliggende tema omkring giftemålet, er det som fyrer op under Jeronimus’ følelses og meningsbål, men det fortæller umiddelbart også om den generationskløft der tydeligvis er mellem den ældre og yngre generation, som vi kender til mellem alle generationer, til alle tider.
Det er gratis at oprette en konto