Krigen bragede. Der kunne høres skud over alt. Tyskland havde invaderet Danmark. Hele byen lå allerede i ruiner.
Jørgen boede på en gammel, nedslidt gård i det østlige Tyskland. Jørgen og hans kone, Beate, havde allerede mistet deres søn i krigen, og det var grunden til, at Jørgen også ville risikere sit liv i krigen. Han elskede sin søn meget højt, og til alle der spurgte ham, om hvorfor han tog i krig, svarede han: ”Jeg gør det for min søn”.
Hans søn var kun 21 år, da han omkom i det nordlige Tyskland.
Nu var det altså Jørgens tur til at gå i krig. Han havde kun én time tilbage sammen med Beate, og så efter den time kunne det være, de aldrig ville se hinanden igen.
Beate og Jørgen sad på bænken i køkkenet og holdte hinandens hænder. Beate var meget bange. Hun havde grædt i timevis, for hun vidste, at når hun hørte hestevognen køre stille ind i gårdspladsen, ville det være helt forbi. Jørgen kunne ikke sige noget, han var bange for at såre Beate endnu mere.
Hestevognen kørte stille ind i gårdspladsen. Efter et halvt minut bankede det på døren. Jørgen rejste sig, kyssede Beate på kinden og gik stille ud mod døren med hovedet nedad. Han tog din hat, tog i håndtaget og gik ud.
Det er gratis at oprette en konto