Jeg er ked af det. Jeg er ked af, at jeg troede du var død, og ikke undersøgte nærmere om rygterne omkring din død, talte sandt. Jeg er ked af, at jeg fandt en anden. Jeg er ked af, at selvom jeg troede du var død, ikke forblev din forlovede. Det var svært nok at sige farvel første gang, men nu igen. Jeg kan ikke Christian. Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er det rigtige. Aller helst vil jeg være med dig, men jeg er gift nu. Giftet bort til en anden mand. En anden mand jeg nu skal leve med for altid. Men Christian, jeg skylder at fortælle dig, hvad der gik til. Det var søndag morgen. Jeg var gået ned for at købe en buket blomster, til din hjemkomst. Nede ved blomsterhandlen mødte jeg så Krista. Du ved, Poul som du var i krig med, hans kone, Krista. Hun fortalte, at Poul var kommet hjem, og at han havde været hjemme i et par uger. Hun fortalte også at alle de hjemvente soldater, ville være kommet hjem nu. Med mindre..... De var døde. Da hun fortalte mig dette følte jeg, at der blev stukket en kniv igennem mit hjerte, og den kniv blev derinde. Det gjorde så ondt! Jeg havde det forfærdeligt, og det næste lange stykke tid græd jeg mig selv i søvn hver aften. På det tidspunkt kunne jeg jo ikke vide, at Krista løg. At hendes Poul ikke var kommet hjem, og at hun ikke vidste hvornår og om han ville komme hjem. Hvorfor Krista løg, det ved jeg ikke. Præcis fem dage efter Krista havde fortalt mig, at du ikke ville komme tilbage, fik mine forældre besøg. Fint besøg. Det var familien Vedel. De ejede et stort gods nær Roskilde fjor. Deres søn Valdemar Vedel, manglede en kone til at overtage godset med. Mine forældre sad længe inde i pejsestuen efter vi var færdige med at spise, og talte med Hr. og Fru. Vedel. På det tidspunkt vidste jeg intet om at mine forældre var godt i gang med at gifte mig væk, til den meget velhavende og fornemme Valdemar Vedel. De fortalte mig det ni dage efter. To uger efter jeg havde fået at vide at min forlovede er død, får jeg at vide at jeg skal giftes med en anden. To uger! Da de fortalte mig det, vidste jeg ikke, om jeg skulle grine eller græde. Jeg troede simpelthen ikke på, at det kunne være sandt! At mine forældre kunne finde på sådan noget! Jeg var knust! Min moder sagde, at de bare gjorde det for at hjælpe mig, men det ved jeg godt ikke var sandt. De gjorde det, for at få tildelt en magt og indtjent en masse penge. Som du jo ved, mistede vi en masse penge nogle år forinden, på min faders alkoholmisbrug. Den aften var jeg helt færdig! Jeg havde ikke lyst til at leve mere. Jeg gik ned på medicinstuen, fandt et glas med sovepiller i, rystede nogle ud i min hånd, så der var omkring en håndfuld og gik så op i pejsestuen. Oppe i pejsestuen var der kun mennesker når vi havde besøg, så jeg vidste at jeg kunne være der i fred. Jeg fandt en af min faders finere whiskyer frem. Jeg tog håndfulden med piller, og slugte dem. Jeg skyldte dem ned med whiskyen. Der gik ikke længe før jeg følte mig sløj, og måtte ligge mig på den fine ny betrukket røde sofa. Da jeg vågnede op, lå jeg i en hvid sygeseng, på Hellerup privathospital. Jeg kunne intet huske! Min moder fortalte mig, hvad der var sket, og da hun fortalte det, begyndte tankerne så småt at komme tilbage. Jeg var stadig i en svag tilstand så de beholde mig i et par dage. Brylluppet var måneden efter, så straks jeg kom hjem fra hospitalet, gik min moder i gang med at planlægge brylluppet. Jeg huskede svagt Valdemar Vedel fra da vi var små, og legede sammen ude i skoven. Så han inviterede mig over, så vi kunne lære hinanden bedre at kende, inden brylluppet. Da jeg kom over havde han lavet en picnickurv, og vi skulle ud og ride og derefter spise picnic. Det føltes så uvirkeligt, at være i så romantiske omgivelser med en anden end dig. Det havde jeg aldrig troet ville ske. Det var en hyggelig date, men jeg tænkte stadig på dig og det sidste du sagde til mig. Jeg fik det aldrig sagt, men jeg elsker også dig! Da det var ved at være et halvt år siden din “død”, lærte jeg så småt at leve med tanken om det. Det var stadig hårdt og jeg tænkte ofte på dig, men jeg vidste også at jeg måtte komme videre. Dagen hvor jeg skulle giftes med Valdemar Vedel var hård! Min moder havde fortalt præcis, hvad jeg skulle gøre, og hvordan jeg skulle reagere overfor de forskellige ting der ville ske i løbet af dagen. Selvom jeg havde fået alle detaljer at vide, var det alligevel svært og mærkeligt. Jeg var selvfølgelig kommet til at elske Valdemar, fordi vi havde tilbragt så megen tid sammen, men jeg vidste stadig, at du var manden i mit liv. Da jeg stod ved alteret og skulle sige ja, blev jeg rørt. Det var egentlig en masse ting der rørte mig. Mest af alt, dig. Da vi begge havde sagt ja, og sunget alle sange færdige, gik vi sammen ud af kirken. Da jeg trådte ud af kirken var dit smukke ansigt det første jeg så. Jeg var forbløffet, lettet, overrasket, ked af det, glad og forundret. Alt sammen var jeg på samme tid! Jeg vidste igen ikke om jeg skulle grine eller græde. Det virkede så uvirkeligt, men alligevel er det virkelighed. Men Christian. Jeg håber at du forstår min situation, og at jeg står overfor et meget svært valg. Jeg håber virkelig, at vi kan finde en løsning på alt det her. At vi to kan være sammen for evigt, og at jeg samtidig kan beholde min familie. De kærligste hilsner fra Elizabeth Von Bech.
Det er gratis at oprette en konto