Hjemrejsen: sidste kapitel af 'Ungerne til søs'

Mies far inviterer Lars og Søren med ind på en kop kaffe. Mies, Thomas og Jette er ved at falde om af træthed, så de skynder sig ned i deres køjer. Mens de falder i søvn, kan de høre Søren, Lars og Mies far snakke om alle mulige ting. Der går ikke så lang tid inden de sover helt. Næste morgen bliver de vækket af Mies far. ,,Så står vi op, der er morgenmad!” Råber han. ,,Hva’ er klokken?” mumler Mie. ,,Klokken er 10, og I skal op og spise morgenmad”. Mie, Thomas og Jette tager tøj på, og går ind, og spiser morgenmad. Far har været oppe i cafeteriet og købe morgenbrød. Det smager dejlig. Udenfor kan de høre fuglene synge. Mens de sidder, og spiser morgenmad, og lytter til fuglene, snakker de om, hvad der skete i går. Far er stadig lidt sur over, hvad de gjorde, men han syntes også, at de var meget modige. Efter de har spist, pakker de maden sammen, og sætter kursen hjem ad.

Da de har sejlet i et kvarter, ser det ud til, det trækker op til uvejr. Det begynder at regne, og lidt efter begynder det også at lyne og tordne. Nu får Jette det dårligt igen, og Mie har det heller ikke så godt. Vejret bliver værre og værre. Mies far kan til sidst ikke styre båden, og vinden fører dem længere og længere ud på havet. Mie, Jette og Thomas blive bange nu, og selv om han ikke vil indrømme det kan de se, at Mies far også er ved at blive lidt bange nu. Pludselig slår et lyn ned i bådens mast, og masten knækker. Mie, Thomas og Jette sidder nede i kahytten. De er meget bange, og de græder. Pludselig går der hul i båden, og vandet begynder at sive ind i båden meget hurtigt. Mies far råber på Mie, at de skal komme op hurtigt, og hjælpe med at pumpe vand ud af båden. Pludselig kommer der en revne mere, og en til, og en til. Til sidst er der så mange revner i båden, at vandet kommer hurtigere ind, ind de kan pumpe det ud. De bliver nød til at tage den lille redningsbåd, og håbe på den holder. Da de kommer over i redningsbåden, er Mies fars båd over halvt fyldt op med vand, og der går ikke særlig lang tid, inden den er helt væk.