Jægeren, Drengen og Bjørnen

Det var lige blevet den første oktober og jagtsæsonen var gået i gang. Riflerne var blevet pudset så meget, at de var bedre end spejle til at spejle sig i. Renset var de også blevet og der var ikke en eneste plet at finde. Jagten var denne bys stolthed og havde været det gennem tusinde slægtled, men specielt en person var det vigtigt for, Jørgen. Hans familie havde været jægere, lige så lang tid som nogen kunne huske og derfor var de selvfølgelig også dygtige jægere. Jørgen var hidtil den bedste jæger i familiens historie.

Det var tidlig morgen, duggen lå stadig og sov på dens bløde grønne blade, hanen havde ingen gang galet endnu og børnene havde stadig mange timer at sove i, før de skulle op i skole. Det var her på morgen at byens jægere var taget i skoven, deres tasker proppet med proviant, der var så meget at de kunne brødføde en hel familie i flere dage. Jørgen var gået foran gruppen og alene ind i skoven, han var så ivrig efter jagt, at han helt havde glemt man skulle gå sammen og ikke alene da det kunne være farligt for ham, fordi der gik bjørne rundt i skoven. Men bjørne kunne ikke skræmme Jørgen da han var en erfaren ”dræber” og havde dræbt flere bjørne i hans liv. Jørgen var nu et godt stykke inde i skoven og stadig foran de andre. Han hørte puslen her og der, bag buske og oppe i træerne, men hver gang han kiggede var der intet. Det var som om noget eller nogen fulgte efter ham, men lige meget hvor meget han anstreng sig for at liste hen til lyden, var det væk og et andet sted. Efter et stykke tid med søgen, besluttede Jørgen sig for at ignorere den sære puslen og gå videre ind i skoven, han kom så langt ind i skoven som han aldrig havde været før, og han tænkte det var underligt han ikke havde set denne del af skoven før når han havde været herude så mange gange. Der var masser af dyr herude og Jørgen fik sin sag for med at bære alle de dyr han havde dræbt til hans opholdsted. Efter han havde slæbt dyrene tilbage, gik han på jagt igen, men han fik ikke så meget ud af det sidste fordi det var blevet mørkt i mellemtiden, så han ikke kunne se hvor han skød eller om det var et træ eller en hjort han skød på. Så Jørgen tog tilbage til hans opholdsted for at få en god nats søvn. Ligesom Jørgen skulle til at sove kom denne sære puslen igen, men denne gang flygtede den ikke, den kom tættere på, Jørgen greb sit gevær og var klar med aftrækkeren. En skikkelse kom til syne og Jørgen knugede geværet ind til sig, skikkelsen kom nærmere og nu formede den sig som en lille mand, eller en stor dreng.