Ekspansiv og kontraktiv finanspolitik

Finanspolitikken består af to former for politik, nemlig den ekspansive finanspolitik, også kaldt keynesianisme og den kontraktive finanspolitik.

Keynesianisme benyttes hovedsagligt hvis der er stor arbejdsløshed, da metoden går ud på at sænke skatterne og øge de offentlige udgifter for at få forbrugerne til at købe mere, hvilket sætter flere i arbejde så det sænker arbejdsløsheden. Problemet med selve politikken er risikoen for inflation for hvis der ikke er nok konkurrence og der bliver sat flere i arbejde, skal der også flere lønninger til, derfor sættes priserne på varerne op, for at betale de arbejdende.

Derimod går den kontraktive finanspolitik ud på at komme ud af en højkonjunkturperiode ved at forhøje skatterne og afgifterne og at spare på de offentlige varer, på den måde bliver der ikke købt så mange ting og derfor falder vores import og betalingsbalancen bliver igen mere jævn. Men idet priserne falder, bliver der sat flere mennesker ud af arbejde så udover den positive konsekvens af den kontraktive finanspolitik (at vores betalingsbalance bliver mere jævn), har den også et negativt udslag, nemlig at flere bliver arbejdsløse.

Generelt har vi vores finanspolitik for at holde styr på de offentlige finanser for at holde styr på vores udbud og efterspørgsel og ud fra det regulere vores import og eksport. Ved brug af den rigtige finanspolitik kan vi bl.a. forhindre inflation og arbejdsløshed.