Døden: religion, frygt og evigt liv

Død. Ordet i sig selv er nok til at give de fleste kuldegysninger. Det er et begreb vi alle bliver konfronteret med, og er nød til at forholde os til. Det er det eneste uundgåelige i vores liv. Definitionen af den er når livet hører op og kroppen lukker ned. Cellerne holder op med at reproducere sig selv, hjertet holder op med at pumpe blodet ud i kroppen, og lungerne holder op med at suge ilt til hjernen. Når man tænker på døden i sig selv, bliver det ofte til en kutteklædt mand med en le og uden ansigt, der kommer gående ganske let, nærmest svævende, snigende ind på os, og frarøver os det vi har allermest kært. Livet. Den bliver afbilledet som noget skræmmende og noget ukendt. Vi har gjort det bedste vi kunne, for at

De forskellige religioners syn på dødenVerden rummer rigtig mange syn på hvordan det er at dø, og ens syn på døden afhænger oftest af ens religion. Vi har her nedenunder forsøgt at beskrive hvordan, de forskellige religioner opfatter døden.Kristendommens syn på døden

Kristendommen har forskellige måder at tage afsked med de døde på. Når en person dør skal en læge efter seks timer bekræfte at vedkommende er død og dermed skrive en dødsattest. En dødsattest er en bekræftelse på at vedkomme på døden, tidspunkt og årsag. Der er ikke nogen regler om at liget skal vaskes på en bestemt måde, men det skal bare sættes i stand, og klædes på. Tøjet kan være bestemt begravelsestøj der købes hos bedemænd osv., men det kan også være noget de pårørende vælger selv. Det kunne f.eks. være den afdødes festtøj, eller noget vedkommende havde et specielt forhold til. En gammel skik der er ikke bliver taget særlig meget i brug længere er at synge den døde ud af rummet inden han/hun køres til kapellet, som er opholdsstedet for den døde inden kommer i jorden. Begravelsen eller bisættelsen skal normalt senest finde sted 8 dage efter døden har truffet ind. Ved en begravelse sættes kisten på en katafalk. En katafalk er en forhøjning i kirkegulvet oppe mod alteret. Under gudstjenesten sidder den nærmeste familie oppe ved kisten og venner og bekendte sidder nede bagved. Under sin prædiken snakker præsten om døden og det at miste. Hvis præsten kender den afdøde eller har snakket med familien, kan han også sige noget om den døde, og førnævntes gode sider. Efter gudstjenesten bæres kisten ud af seks familiemedlemmer, og resten af familien, venner og bekendte går ifølge efter dem. Når man kommer ud til hullet, og kisten er sænket ned, kaster præsten tre skovlfulde jord på kisten, mens han siger: ”Af jord er du kommet, til jord skal du blive og af jorden skal du igen opstå”. Efter begravelsen samles folk som regel og spiser sammen, og snakker om den afdøde. En bisættelse foregår på nogenlunde samme måde, bortset fra at efter gudstjenesten køres kisten med den afdøde i, hen til et krematorium hvor han/hun brændes. Alt efter hvor lang tid det tager at brænde liget og få familien samlet igen går der nogle dage, inden urnenedsættelsen. Her samles familie, venner og bekendte igen, for at tage en sidste afsked med afdøde inden, han eller hun sættes i jorden som aske. Efter døden er der forskellige meninger om hvad der sker. Nogle mener at man kommer direkte i paradis lige meget hvem man er. Andre mener at nogen kommer i helvede, og nogle andre mener at vores sjæle skal vandre frit indtil dommedag, hvor gud vil dømme alle, både levende og døde.