Oprindelig betegnelse for en retning i fransk malerkunst efter ca. 1860, derefter også anvendt om samtidige og senere litterære bestræbelser. Impressionisme kan også forstås som indtrykskunst: den impressionistiske maler og forfatter vil gengive indtrykkene fra omverden uformidlet, uden at indordne dem i sammenhænge, analysere og motivere dem. En sådan passivitet kan man med Herman Bang tolke som en resignation: en gennemtrængende analyse er umulig, derfor er det ærligst blot at gengive omverdenen, som den umiddelbart fremtræder. Denne resignation vil marxistisk litteraturforskning forklare ved fremmedgørelsen i det kapitalistiske samfund. Men dertil kommer at forfatteren ved at nøjes med antydninger, synes at sige mere end, end hvis han havde beskrevet vidtløftigt (forvirrende). Den impressionistiske stil er suggestiv (leiðandi). Impressionismen vil skabe illusion.
Impressionistisk stil:
Når den impressionistiske forfatter vil gengive uformidlet, må han m. a. ord udslette fornemmelsen af en fortæller. Fortælleren skjuler sig ofte bag en fiktiv person (personal, implicit fortæller) tanker gengives i dæknings- form. Handlingen opbygges så vidt muligt af scener (jf. panorama >< scene) Overledningen fra scene til scene begrænses til et minimum (jv.f in medias res). Det gælder om at vise, ikke fortælle. Dialogen reder sig på bekostning af beretning og beskrivelse. Det traditionelle akademiske skriftsprogs komplicerede sammenføjning opløses i korte, sideordnede sætninger, der ikke efterlader nogen mistanke om logisk bearbejdning.
Det er gratis at oprette en konto