Han får ikke erindringsbilleder af sin far, mener jeg ikke. Jeg mener han beskriver naturen omkring ham ved sølvbroen. Han beskriver det som skovklædte bakker mod en lysende himmel. Senere kan han skimte et spejlbillede af dem selv i søens blanke vand. Så kommer solen frem deri og lægger en glitrende bro af sølv. Faren og Kristoffers kano glider ind i sølvet. Kristoffer kan mærke kanoen vugge i takt. Kristoffers hjerte er faldet til ro, og han er slet ikke bange længere.
Erindringen gør ham bange i starten, da han ikke aner, hvor han er på vej hen. Han er urolig og aner ingenting om området. Men senere hen bliver han rolig. Han finder rytmen i at padle og ser hvor smukt et landskab, der er. Faren fløjter, og det gør Kristoffer glad. Han beskriver også at de glider ind i evigheden og lyset, og det vil jeg mene er positivt.
Det slags ”skab” Kristoffer har, er et rum. Han er anderledes, når han er sammen med sine venner end når han er sammen med sine forældre. Så når han går ind i ”skabet” bliver han anderledes. Hver rum har forskellig ting. Når han er i skolen, når han siller computer med vennen Lasse, og når han er sammen med sin mor fx. Jeg mener, at alle har sådan et ”skab”. Fx jeg selv, har det sådan. Jeg er anderledes overfor mine forældre, end jeg er for mine forældre.
Det er gratis at oprette en konto