Analyse af digtet ”Morgenvandring” af Adam Oehlenschläger fra Poetiske Skrifter 1-2 , 1805. Digtets hovedtemaer er glæden og skønheden ved naturen, stoltheden over fortiden og digterens geniale indsigt i tilværelsens rette sammenhæng. I digtet beskrives den uberørte natur som guddommelig og smuk i modsætning til den dyrkede natur, som er underlagt de uvidende mennesker. Den eneste, som forstår at værdsætte naturen i sig selv, er kunstneren, som med sin fantasi og kunst kan vise menneskene den rigtige måde at forstå naturen på. Ligeledes er fremhævelsen af fortidens storhed et hovedtema i dette ungdomsdigt af Oehlenschläger. Digtet viser tidstypiske træk fra den litterære periode romantikken.
”Morgenvandring” handler om en digter, der går morgentur i naturen. På vej til en bøgeskov bemærker han blomster og andre ting i naturen, heriblandt en stemdynge blandt tre høje. Han ser også skønheden ved kornblomster i en kornmark, og disse iagttagelser sætter tanker i gang hos digteren, og digtet videreføres nu med en dialog mellem digter og kornblomster. Digtet afsluttes med en sammenligning af naturens skønhed og kunstnerens plads i samfundet.
Digtet består af tolv strofer, hvor hver strofe indeholder otte vers. I strofe et; præsenteres situationen med digteren på morgenvandring i naturen. Han nyder synet af den upløjede naturlige jord og smukke småblomster. I strofe to tre og fire forestiller digteren sig, hvad der før var på stedet, inspireret af en stendynge blandt tre høje. Strofe fem beskriver han hans vandring gennem en kornmark, hvor han får øje på røde og blå kornblomster mellem kornet, I strofe seks indleder han en dialog med kornblomsterne med at hilse dem velkommen. I strofe syv otte og ni fortæller kornblomsterne deres historie, hvori de omtaler ejermanden af kornmarken. Denne bonde opfatter kornblomsterne som værdiløse og besværlige, det eneste nyttige ved dem er, at de kan bruges til at blande tobakken. I strofe ti og elleve svarer digteren kornblomsterne og drager her en parallel mellem kornblomsterne og sig selv. Han kritiserer her bonden og de mennesker, som tænker ligesom bonden, at naturen kun er til nytte, hvis den producere noget spiseligt. De forstår heller ikke kunstens betydning i tilværelsen. I den afsluttende strofe tolv etablerer digteren et fællesskab mellem kornblomsterne og kunsten og opfordrer til, at de sammen glæder deres Skaber med en morgensang.
Det er gratis at oprette en konto