Moderen sad på klippen og kiggede ud over det urolige hav. Langt nede under hendes fødder slikkede de hårde bølger den granitblå klippevæg, og strømmen hev i tangen på havbunden mellem de syleskarpe klippestykker. Hvad skulle der blive af hende? Hvad hvis hun sprang? Hvad skulle der blive af hendes familie? Hendes nære og kære? Hun så dybt ind i sig selv. Selvtilliden var forsvundet, og troen på hende selv slugt af en mørk tomhed.
Hun kiggede ned. Derefter ud over havet igen. Hun havde otte børn. Hun var arbejdsløs, og det var knapt, at hendes mands løn kunne skaffe mad på bordet hver dag. Hun havde ingen glæde. Hun var parat til at springe. Parat til at slukke livets lys og komme til et bedre sted.
Men hvad var hendes problem? Hvad gik hendes sorger ud på? Hvorfor ville hun ikke leve mere? Problemet? Det var sikkert og vist. Glæden. Den var forsvundet, og man kan ikke leve uden den, heller ikke hun.
Glæden – jamen hvad var det, der kunne få glæden til at vende tilbage. Var det overhovedet muligt? Som hun sad der, tænkte hun på, om hun i grunden nogen sinde havde været rigtig glad. I hendes barndomshjem havde kårene været små. Hun kom tidligt ud at tjene, og det var en hård kamp for overlevelse hver dag. Småkårsfolk kan man jo behandle, som man vil, tænkte hun bittert. Videre tænkte hun på sin ungdom og det første møde med sin mand. Jo, da havde hun da været glad. Når hun så livet og optimismen i hans dybblå øjne, kunne hun ikke andet end være glad. Han var en god mand. Han drak ikke, som så mange andre, og han ville da også godt tage del i børnenes opdragelse. Han regnede altid med, at det hele nok skulle gå. I begyndelsen blev hun smittet af hans optimisme, men lige som hun syntes, at der egentlig var noget at glæde sig over, kom der altid et eller andet og ødelagde det for hende.
Det er gratis at oprette en konto