Som forfatter kan man nemt havne i umådelige svære situationer, sådan har jeg det lige nu. Når sorgen rammer en hårdt, ligesom den gjorde ved mig, er det svært at få samlet alle tankerne sammen igen. Jeg har aldrig prøvet at flytte, og jeg havde aldrig troet at det skulle ske for vores familie. Jeg mistede en veninde, en veninde som betød alt for mig.
Seks år senere står jeg ansigt til ansigt med sorgen igen. Jeg har aldrig mistet nogen venner eller veninder, så sker det hele så pludseligt og så bliver de to mennesker som jeg følte mig mest tilpas hos fjernet på umenneskelige få år.
Ofte er det forfatteren som bestemmer hvordan man skal håndtere situationen. Kan man vælge at alt skal puttes i den gamle skuffe, og nøglen smides ud og glemmes for altid?
eller bruge den anden mulighed, som jeg også valgte – at se det hele i øjnene, holde kontakten med dem og holde den sorg ude af omverden, som kan ødelægge alting og håbe den aldrig vender tilbage.
For mig starter det ved aftensmaden i 1998. Mine søskende og jeg er godt i gang med maden, hvor min far begynder at fortælle at vi skal flytte væk fra Billund og hen til lille Struer pga. min far fik arbejde hos B&O. Den gang opfatter jeg ikke at jeg skal væk fra min veninde, og min elskede børnehave. Det er først nogle få år senere at jeg forstår hvor meget hun fyldte i mit liv, hvor meget vi egentlig holder af hinandens selskab. Vi var sammen hver evig eneste dag, vi lavede alt sammen. Jeg har kendt hende lige siden jeg blev født. Jeg husker tydeligt hvordan de skønne sommerdage fløj af sted med hende, især de utallige mange gange vi cyklede over til Legoland og prøvede alle forlystelserne dagen lang. Jeg husker at vi altid tog til fastelavn sammen hvert år, og vi klædte os ud som prinsesser - Jeg vandt et år kongekronen, hun var trist resten af dagen, men vi kunne altid trøste hinanden så længe verden står.
Det er gratis at oprette en konto