Vi satte os ud i bilen, uden at sige et eneste ord til hinanden, der var stille hele vejen hen til kirken. Da vi kom ind i kirken og så alle blomsterne, skar det i hjertet, følelsen af at hun var væk for evigt og aldrig kom tilbage, var forfærdeligt. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv mere, hun var min bedste ven, mit eget kød og blod, min egen søster. Vi delte alt med hinanden, intet havde nogensinde kunne skille os ad, indtil den dag. Det var fredag aften, og Nanna og jeg gjorde os klar til festen hjemme hos Per, vi havde glædet os så længe til at komme ud og feste og score nogle drenge. Det ville skulle være den bedste aften nogensinde, men sådan blev det ikke. Jeg høre nogle råbe. Det var Nanna der havde fået noget i sin drink og skulle på hospitalet, det stod slemt til. Vi kom hen på hospitalet, og vores forældre var helt ude af den, lægerne sagde efter nogen timer at det var okay så Nanna fik lov til at komme med hjem. Det var dejligt at vide at hun var okay, næsten morgen styrtede jeg ind til hende, men det jeg så var forfærdeligt! Nanna lå i sengen med fråde om munden, det var forbi, der var intet at gøre, lægerne havde fejlet og det kostede Nanna livet. Orgelet begyndte at spille og alle i kirken var stille, nu skulle det starte, men det hele virkede jo som om det hele sluttede, jeg kunne ikke kende mig selv mere, det var så forvirrende. Lige inden Nanna skulle begraves sang vi hendes ynglings vise, det var en gammel vise, som vores mormor engang lærte os, det tog hårdt på hende da den gik i gang, det var jo ikke meningen at hun skulle dø før hende, en ung pige på 17 år det virkede helt forkert for hende, hun brød sammen. Kisten blev sænket ned i jorden og en efter en lagde vi en rose på kisten. Begravelsen var forbi og vi havde inviteret gæsterne hjem til kaffe og kage, der blev ikke snakket ret meget. Jeg tog i skole dagen efter, for bare at være der hjemme hos mine forældre ville ikke gøre det bedre, jeg måtte lave noget jeg var van til for at glemme det hele lidt. Alle i skolen vidste det og det virkede som om de var bange for mig? Måske var de bare skræmte eller havde ondt af mig, jeg kunne mærke deres blikke når jeg gik på gangen. Lægerne spurgte hele tiden om jeg ville snakke om det, hver eneste gang de spurgte, brød jeg sammen. En dag kunne jeg ikke klare det mere det blev for hårdt, jeg ville væk fra det hele. Mine forældre virkede helt tomme, vi snakkede dårligt nok sammen mere, jeg gik til psykolog, men det hjalp mig ikke. Jeg følte mig alene, tom, som et forfærdeligt menneske, det var forbi for mig, jeg var ikke til at redde, jeg satte mig ned skrev et brev til mine forældre, og lagde det under deres pude tog ind til byen fandt en kæmpe bygning tog op på 22 etage, kiggede ud over kanten der var langt ned men jeg orkede det ikke mere, så jeg sprang.
Det er gratis at oprette en konto