Mellem Midnat og Morgen

Mit hjerte hamre, jeg går rundt og rundt, men hvor går jeg hen? Hvor befinder jeg, mig? Jeg kan ikke orientere mig om hvor jeg er. Hvorfor er her så stille? Og hvorfor har jeg så ondt i mit hoved. Jeg ser mig over skuldrende. Der en gul bil derovre. Jeg kan af en eller anden grund huske den. Et eller andet med at den altid står der. Jeg kan ikke huske hvorfor. Jeg går over mod den. Hvad er der i den? Hvert skridt er hårdt at tage. Hvorfor? Og hvorfor har jeg så ondt i hovedet? Bilen er ganske normal. Lidt pimpet måske med nogle læder sæder, terninger men ellers intet usædvanligt. At gå gør mig mere vågen. Jeg kan huske lidt mere! Noget med en pige! Jeg kigger lidt op, der ligger et par lejligheder, den på anden sal virker bekendt. Lyset i vinduet, siger mig et eller andet. Det er ikke rødt, men gult. Det er unormalt! Der bor en pige deroppe husker jeg. Jeg ved ikke, hvordan jeg ved det. Men jeg ved, at hun laver noget. Men hvad? Jeg går videre. Jeg roder lidt i mine lommer og finder noget spidst. Jeg tager det op. Det er et nøglebundt, hvor har jeg dem fra? Jeg finder noget, der ligner en bilnøgle. Jeg vender om og går tilbage. Prøver den i den gule bil. Der sker intet. Så prøver jeg i den blå bil bagved. Den virker! Jeg kan huske betrækket inde i bilen. Det må være min! Men jeg synes, der er noget galt. Her lugter forkert. Er det sæderne, eller er det mig selv, jeg kan lugte. Det lugter af sprut. Det lugter ikke for godt. Jeg beslutter mig ikke at køre nogen steder! Hvis det nu er mig selv der lugter, har jeg sikkert drukket. Så er det nok bedst at jeg ikke begiver mig ud i at køre nu. Jeg stiger ud, og går videre. Jeg kigger i et minut på benzinpriserne, før jeg læser dem. 10,73 kr.! Det er da for galt. Den pris burde være ulovlig. Jeg går over mod Hillerødgade. Der er lys i BeMe. Jeg går videre. Nu er jeg så frisk i hovedet, at jeg kan huske mere. En masse lys. Og larm. Rigtig meget larm. Jeg står under en gadelampe. Jeg går væk fra lyset. Det minder mig om lyset, jeg kan huske. Og det er ikke behageligt. Nu hvor der ikke er lyst, virker vejen mere tom end intet. Jeg trænger til samvær! Nogen at tale med. Bare hvem som helst. Jeg går over mod en park, jeg kan skimte. Måske er der nogen tale med! Parken er oplyst. Men ikke ubehageligt som gadelampen. ikke, hvad der adskiller de to fra hinanden. Måske er det stedets beliggenhed? Eller er jeg bare ved at komme mig. Parken er fuld af træer. Bøg, birk, elm også en stor eg. Der er også buske. Jeg får den indskydelse, at jeg tit færdes her. Sammen med nogen. Men hvem? Det kom til mig sommervej 7, hvad menes der med det?. Mine fødder bærer mig. Men jeg ved ikke hvorhen. Pludselig giver mine fødder "slip". Jeg står foran en halvstor boligblok. Jeg kan se et skilt, hvor der står sommervej. Jeg står foran døren ind til blokken. Jeg kigger på skiltet over beboere. Der står mit navn jo. Og i lejlighed 7. Så jeg husker altså min adresse. Jeg finder nøglebundtet frem igen. Der er en Rukonøgle. En af dem der er sikret. Den ligner en husnøgle. Jeg går op i opgangen og finder lejlighed nr. 7. Jeg prøver at låse op. Men der sker intet! Forsigtigt tager jeg i håndtaget og trykker det ned. Døren åbner sig stille og roligt! Jeg må have glemt at låse den på et tidspunkt, for der er ingen tegn på vold på døren. Jeg går ind. Her virker hjemligt. Dejlig roligt. Jeg går hen mod en dør. Den ligner døren til et soveværelse. Jeg ved ikke, hvad det er der kendetegner den som døren ind til et soveværelse. Jeg åbner den. Jo. Det er et soveværelse. Og det er mit! Jeg kan genkende sengen, natbordet og skabet. Jeg føler pludselig, hvor søvnig jeg er. Uden at tænke over det, dumper jeg ned på min seng. Fuldt påklædt, og falder i søvn. Jeg drømmer. Der er lys. Jeg er på en gade. Og det er ikke gadelampe lys. Det er noget mangefarvet. Grønt, blåt, rødt og gult. Rundt om mig ser jeg dansende silhuetter. Deres kroppe er sorte med undtagelse af ansigtet. Ansigtet er ikke sort. Jeg kan genkende nogle få ansigter. En pige med langt lyst hår går hen til mig. Hun siger, at hun keder sig og gerne vil hjem. BUMB. Jeg vågner brat. Et eller andet stort er landet på min mave. Det knurrer og spinder, og jeg åbner mine øjne, der står en stor sort kat bøjet over mig. Den miaver. Jeg ved den hedder supermand, og at det er min kat. Supermand miaver igen. "Vil du have mad?" spørger jeg træt. Mine tanker er klare. Jeg står op. Jeg ser ned af mig selv, husker hvordan jeg faldt i søvn. Jeg går ud i køkkenet. Åbner et skab og finder et par dåser mad. Det er Whiskas kattemad. Jeg åbner en dåse og giver supermand det. Den æder det grådigt. Jeg kigger på mit ur. Klokken er halv fire! Skører kat tænker jeg. Jeg går ind på mit soveværelse, og prøver at lægge mig til at sove igen. Men jeg kan ikke. Mit hoved gør ikke ondt mere. Men jeg kan mærke nogle små stik. Det er værre end, hvis jeg bare havde ondt. Jeg beslutter at jeg ligeså godt kan få noget ordentligt tøj på, og blive oppe. Jeg vælger et par cowboybukser, og en langærmet trøje. Jeg går ind i min stue, tænder for tv’et. Der er kun kedelige programmer. Så jeg beslutter at gå ud igen. Men jeg vil ikke ud at gå i byen. Jeg vil væk. Væk fra den larmende stilhed der er om natten. Jeg finder min telefonbog, og finder et taxa firma. Jeg ringer op og beder om en taxa til min adresse. Personen i røret vil vide, hvornår den skal komme. Jeg siger, at den skal komme så hurtigt som muligt, og lægger røret på. Et kvarter efter hører jeg en bil stoppe uden for min opgang. Jeg tager min frakke på og går udenfor. Chaufføren taler meget ivrigt om både det ene og det andet. Det er ikke til at holde ud. "Skal vi ikke snart køre?" spørger jeg i et vrissende tonefald. Med et tier chaufføren. "Jeg skal til Arresø," siger jeg. Turen tager omkring en time. Jeg kigger ud af vinduet og tænker på, hvorfor jeg valgte Arresø.Jeg kan huske stedet fra skolen. Vi var på en udflugt. Vi gik næsten 10 km, langs med søen. Vi gjorde holdt ved en hyggelig udseende lysning, og spiste. Jeg havde ligesom alle de andre en ganske normal madpakke med. Der var et stykke rugbrød med pølse og et med leverpostej. Vi havde det sjovt der. Vi legede tagfat og gemmeleg og sådan nogle ting. Men det jeg husker klarest, er naturen. Der var ikke larm. Men der var heller ikke stille. Der var hele tiden naturlige lyde. Fløjten, rasle og knagen. Jeg synes det er nogle dejlige lyde. Vi er fremme. Jeg beder chaufføren vente på mig i ca. to timer, lige meget hvad det koster. Han indvilger, og jeg går min vej. Turen er præcis, som jeg husker den. Da jeg når lysningen, fyldes jeg med glæde. Stedet er helt og aldeles uforandret. Jeg kan genkende selv det mindste træ og den mindste lille bitte bakke på jorden. Jeg lytter. Her er fyldt med dejlige lyde. Men især en lyd tiltaler mig. Lyden af vinden. Jeg kravler op i et træ, som jeg kan huske. Det er meget kroget og knudret. Et godt klatretræ! Jeg kravler op. Vinden køler mit ansigt. Jeg mindes, hvordan Lars dengang råbte: "se Mikkel. Jeg er stor". Jeg smiler for mig selv. Selv efter næsten 10 år holder vi stadig kontakten. Jeg går tilbage til taxaen. Da jeg stiger ind, siger jeg bare, at jeg skal den samme vej hjem. Morgenen duggen ser jeg ude på de forskellige marker, mens vi kører. Efterhånden må den være ca. 6 om morgenen. Da jeg kommer hjem, beder min chauffør om 2217 kr. jeg betaler med dankort og han kører bort. Jeg går ikke ind. Jeg må tale med Lars, fortælle ham, hvor jeg blev af i nat. Han bor Nebelbrogade. Jeg kommer over til hans blok. Tænker lidt over om det er for tidligt til en visit, men går så ind i opgangen. Jeg når hans dør, og banker på. Der går lidt tid før døren åbnes og en søvnig Lars kigger ud. "Nå, Mikkel. Det er bare dig! Hvor blev du af i nat." "Det er netop det, jeg vil fortælle dig" siger jeg. "Så kom dog ind!" opfordrer han, og jeg går ind. Lars’ lejlighed er større end min, men også mere rodet. Vi går ind i stuen. "Nå! Fortæl det så!" Og så fortæller jeg ham det hele. Både om drømmen og om mine tanker. "Men en ting forstår jeg ikke," slutter jeg. "Du ved den pige, jeg talte om. Hvem var hun?" "Det var da bare Gitte! I to fulgtes ad til festen. Men pludselig var du væk og hun stod alene tilbage." Vi taler videre i et stykke tid. Til sidst siger jeg: "Nåh. Tak for snakken. Vi ses på mandag."