Forliset Hansey, en novelle om et skibsforlis

Hansey skulle have sejlet fra Danmark til Storbritannien, men så langt nåede skibet aldrig. Sejlturen startede den 12. november 1911, det havde været helt perfekt sejlvejr, og alle var i godt humør på skibet. Med ombord på Hansey var mandskabet, Anne (skipperens 18-årige datter) og nogle rige forretningsmænd fra Storbritannien, som skulle hjem med Hansey. Skibet havde fulgt tidsplanen perfekt og alting gik som det skulle. Da det var ved at blive mørkt d. 11. november, begyndte det at blæse lidt op og der kom rigtig godt gang i sejlene. Skipperen Søren styrede skibet, imens de andre stille og roligt bevægede sig over til deres værelser for at gå til ro. Anne vågnede pludseligt og følte at det hele gyngede. Hun var svimmel og følte sig dårligt tilpas. Hun kiggede på sit armbåndsur og klokken var kvart i syv om morgenen. Det var fredag d. 13. november. Anne var ikke overtroisk og tænkte ikke nærmere over datoen. hun tog en stor uldtrøje på og smuttede ud på dækket, for at se om hendes far havde styr på det hele. Til sin store overraskelse, stod Annes far ikke der hvor han burde. Der stod ingen ved roret og styrede skibet. Det var blæst meget mere op, og det var meget vildt. Hansey gyngede fra side til side, og havet var skummet kraftigt op. Anne styrtede hen til roret og låste det, så det havde den rigtige kurs. Anne løb rundt på skibet, for at finde nogle fra mandskabet, men hun kunne ikke se nogen. Alle var væk. Hun rev dørene op til hver af de små kahytter, men der var ingen mennesker, alle var forsvundet! ”Ikke gå i panik” sagde hun til sig selv op til flere gange, men hun kunne ikke holde det ud. De var alle sammen væk! Anne løb fortvivlet hele skibet igen, for at finde nogle mennesker, men det havde hun intet held med. Bølgerne piskede endnu hårdere imod det gamle træskib, og det lød forfærdeligt. Pludselig lød det som om noget flænsede, og Anne kiggede straks op imod de håndsyede sejl. Det største sejl var flænset midt over, og hang sørgeligt ned af masten. Anne kiggede ud over det oprørte hav og fik øje på noget, det lignede en skikkelse, der svømmede rundt. Anne syntes, det lignede hendes far, og hun hoppede, råbte og glemte helt roret og kursen. Skikkelsen reagerede ikke på Annes råben, hoppen eller dansen, men Anne ville ikke give op. Lige pludselig lød der et kæmpestort brag og Anne vendte sig om og så at skibet var sejlet lige ind i nogle kæmpe store klipper. Der begyndte at trænge vand ind, og mere og mere træ faldt af, det før så stolte skib, Hansey. Anne var nødt til at komme over på klipperne, ellers ville hun synke sammen med Hansey. Hun løb hen i enden af skibet og talte til tre. ”en. To. Tre.” Anne sprang fra skibet og over mod klipperne…