Solen var på vej op, kl. var lidt i seks. Den skinnede kun glimtvis igennem den tykke sorte røg fra skorstenen midt i lejren.
Officererne gik rundt og bankede på dørene, som altid råbene og skrigene og med hunde, til dem der havde svært ved at komme på benene. Menneskene begyndte at røre på sig, langsomt. De fleste havde knap nok kræfterne til det. De der var døde i løbet af natten blev båret ud af ”de heldige” og smidt i en bunke på jorden. Efterhånden stod alle menneskene udenfor barakkerne. En officer gik langsomt og taktfast ned gennem rækken af rystende mennesker. Som sædvanlig pegede han et par stykker ud, altid de svageste, og sendte dem ”i bad”. De øvrige der blev tilbage, blev beordret til at stille sig i en lang række, klar til at gå på arbejde. Arbejdsdagen varede altid 14 timer, eller indtil man faldt om, og blev sendt i bad.
Det var ikke særlig lang tid siden, jeg var ankommet til lejren. Jeg blev anholdt på gaden i min fødeby Lüneburg. De sagde ikke noget. De slog mig bare til jorden, og smed mig op på ladet af en lastbil, og nu stod jeg her. Jeg var en af ”de heldige”. De heldige var som oftest unge og friske. Vi blev behandlet bedre end andre mennesker. Vi fik cigaretter og mad. Ofte vin. Der var altid vodka eller snaps. Vodkaen smagte af kartoffel, men det virkede fint. Vi drak inden vi gik på arbejde. De heldige arbejdede for det meste under jorden i bygningen med den store skorsten. Det var min opgave at slæbe døde mennesker fra badet til den store ovn. Inden da åbnede vi munden på de døde og trak guldtænder ud med en tang. Mit navn er for resten Aaron Cohen, og jeg er 17 år.
Det er gratis at oprette en konto