Gennem barndommen udvikles personlige og sociale kompetencer og barnet lærer, hvad der er socialt og kulturelt acceptabelt, socialt og kulturelt uacceptabelt. Det er i opvæksten vigtigt, at man får mulighed for at identificere sig med én eller flere, personer man kan knytte sig til, se op til og efterligne. Det er i løbet af barndommen, barnet danner sig selv og udvikler kompetencer til at fungere som selvstændigt individ i fællesskaber, som er vigtigt for livet som voksen. I novellen ”Besøg i fængslet” følger man jeg-personen udvikling, fra barn til voksen i tiden efter fascismens fald i Italien. Vi oplever drengens udvikling og øgede omverdensbevidsthed. Mit fokus i min analyse og fortolkning af ”Besøg i fængslet” vil være jeg-personens udvikling fra barn til voksen.
Novellens fortællervinkel er en jeg-fortæller. Jeg’et sidder som voksen og ser tilbage på sin barndom, og på vigtige tidspunkter og begivenheder, der har sat sig som erindringer og påvirket ham. Novellen er delt ind i tre dele. I første del (s. 129- 131) møder man jeg-personen i 6-7 års alderen. Det fremgår i teksten, at han kæmper en af sine første kampe med vokaler og konsonanter, og derfor antager jeg, at han har den nævnte alder. Han sidder i døren til sit hjem, da en pjaltet arrestant bliver ført gennem gaden. Synet beskrives som medynkvækkende, af den voksne jeg-fortæller, men for barnet er synet komisk, og han giver sig derfor til at le. Da han viser faderen, hvad han ler af, bliver faderen sur. Han irettesætter sønnen, fortæller ham, at dette ikke er acceptabelt. Faderen gør sønnen opmærksom på, at arrestanten kan være uskyldig. Faderens reaktion er ganske uventet for jeg-fortælleren, og det åbner pludselig en ny verden fyldt med værdier og normer. ”Uden at sige mere lod han mig ene i værelset, prisgivet en art bestyrtelse, der var ny for mig. Vokalerne og konsonanterne og deres indviklede parringer interesserede mig ikke mere” (s. 129 linje 30).
Det er gratis at oprette en konto