At gå fra barn til voksen kan være en skræmmende ting, alt man kender, alt det trygge og bekendte kan med et blive mørkt og uhyggelig, det kan gå fra at være lys til at blive mørkt. Men værst af alt fra tryg til at være utryg, fordi når der er tale om en overgang fra barn til voksen er det kun så langt at en forælder kan vejlede deres barn. Dette kan man tydeligt se i den svenske novellesamling onda sagor hvori man kan finde novellen ” far og jeg”, den er skrevet af Pår Lagerkvist (1891-1974) og blev udgivet i 1924.
Novellen tager udgangspunkt i en kernefamilie som bor i en by, tæt på en skov, faren og sønnen efterlader moren derhjemme fordi de har besluttet sig for at tage på tur en søndag da både sønnen og faren har fri. De to går muntert igennem en skov fuldt med liv og fuglesang. Da vi møder de først tog er der ingen overdrevet reaktion fra nogen af de to,” Lige med ét kom et tog susende og vi måtte ned på volden, far hilste på lokomotivføreren med to fingre til søndagshatten, og føreren gjorde honnør (…)”. Vi for at vide at far kender lokomotivføreren, og at de begge hilser på hinanden, hvilket betyder at vi er i en velkendt situation og intet farligt sker ved det første tog. En anden vigtig detalje er at vi får en beskrivelse af den skov som de befinder sig i, ” Jorden var hvid af anemoner, (…), underst lå skovbunden og dampede fordi solen stod på.” den er hvidt lys og fuld med liv, alt det gode som gør at vi føler os trygge.
Det er gratis at oprette en konto