Analyse af Thøger Larsens 'Solsangen' og 'Vinternat'

Thøger Larsen blev født i Tørring i Nordjylland i 1875. Han boede hele sit liv i byen Lemvig, som han elskede overalt. Hans verden var hele det enorme kosmos, så han kom lige så vidt omkring ved at blive hjemme som ved at rejse kloden rundt. Navnlig det stærke landskab omkring byen betog ham. Aldrig kunne han som voksen blive træt af at vandre i dette landskab, hvor rummet i himlen så ud, som om det var uendeligt, og hvor de blå søer spejlede himlen, så alting blev vendt op og ned. For Thøger Larsen var rummet på jorden, og jorden greb ind i himlen. Netop disse landskabsindtryk kom til at betyde meget for hans forfatterskab – ikke mindst i Thøger Larsens to ellers vidt forskellige digte ”Solsangen” fra 1904 og ”Vinternat” fra 1905.

I første strofe af Solsangen tydeliggøres Thøger Larsens interesse for naturen; først i form af noget geografisk, idet solens hældning og vindsystemerne på Jorden beskrives. Herefter skildres den mere nærliggende natur med flyvende trækfugle over land og andet liv på jord, der kribler frem på ny. I anden strofe frembringes genfødslen af alt liv på jord, mens glæden over det tilbagevendte liv kommer til udtryk i tredje strofe. Glædens stemning opbygges gennem hele digtet og kulminerer i femte strofe, hvor en nationalfølelse strømmer frem i form af Skt. Hans bål, der tændes ved vandet, og i strofe seks, hvor livet videregives ved befrugtning af mennesker, insekter, kvæg og korn. Livets glædesfølelse er fortsat helt i top i syvende vers, hvor jeg-personen svømmer i glædens varme rigdom. Alligevel får stemningen et lille knæk i digtets sidste to linjer: ”Der kommer en Tid, en underfuld, da Græsset er grønt, og jeg er Muld.” Her beskrives digtet ikke længere i nu’et, men mere frem i tiden. Thøger Larsen ved godt, at alting har en ende. Men livets cyklus vil fortsætte, selv den dag hvor han er muld – selv den dag, hvor han er død. Det er livsjubel i én lang brølen. Det er en jubel over sommeren, over driften, over begæret, over frodigheden, men det er ikke en jubel, som glemmer, at alting har en ende.