Analyse og fortolkning af kortprosaen ”Koteletter i fad”
”For ikke at risikere en gentagelse af katastrofen i 1988 åbner Gudrun Petersen altid dåserne med flåede tomater i haven. Det gælder naturligvis også de cirka to gange om året, hvor hun får besøg af sin nevø fra Holbæk.” Sådan starter kortprosaen ”Koteletter i fad,” skrevet af Thøger Jensen i 1998. Det er et typisk træk for en kortprosa, at starte så ”lige på og hårdt” som denne tekst gør, og at efterlade en masse spørgsmål efter hver eneste sætning – lige fra begyndelsen.
Hele fortællingen om Gudrun Petersen og hendes nevø der skulle åbne dåsen med de flåede tomater, er fortalt i tredjeperson, fra Gudruns synsvinkel af. Vi får derfor ikke rigtig så meget indblik i, hvad de to personer der optræder i teksten egentlig tænker og føler. Teksten kommer i kronologisk rækkefølge, uden en egentlig start eller opsamlende slutning, hvilket som før nævnt, er et typisk kortprosa træk. Man kunne umiddelbart godt få det indtryk, at Thøger Jensen benytter telling frem for showing i sin tekst, da han har skrevet den meget kortfattet, med en masse korte oplysninger, og som noget der næsten fremstår ligegyldigt. Alligevel vil jeg påstå, at han benytter showing, da alle de korte og kontante oplysninger, ikke forklares på noget tidspunkt i teksten. Det efterlader en masse tomme pladser, og derved overlader Thøger Jensen tolkningen til den enkelte læser – også et typisk kortprosa træk. Der er flest hypotaktiske sætninger i fortællingen, f.eks. består indledningen af to forholdsvist lange, hypotaktiske sætninger. Dog optræder der også en parataktisk sætning ind imellem, så der er en meget god balance mellem disse to. Det gør selvfølgelig teksten meget afbalanceret, men egentlig også uden særlig meget dynamik, og det kan måske give os et præg om, hvordan Gudrun egentlig går og har det. Sproget i teksten er generelt ikke særlig specielt eller abstrakt på nogen måde. Det er én lang beretning, uden nogen former for dialoger. Vi får det hele serveret i en hverdagsagtig tone, med en masse prototypiske ord. Det er dog iøjefaldende, at der bliver brugt så voldsomme ord til at beskrive ligegyldige og små ting. Som f.eks. ”For ikke at risikere en gentagelse af katastrofen i 1988 åbner Gudrun Petersen altid dåserne med flåede tomater i haven…” Eller: ” For ikke at tage nogen chancer laver hun koteletter i fad hver gang han kommer...” Her sidder man som læser tilbage med en hel del ubesvarede spørgsmål; Hvilken katastrofe kan der ske mht. flåede tomater? Og hvorfor tør Gudrun ikke tage nogen chancer, når det blot handler om et måltid mad? Thøger Jensen bruger det som et værktøj til at fange vores opmærksomhed, ved at bruge ord, vi ikke helt kan sætte i forbindelse med resten af handlingen. Og lige præcist på de steder, bryder han rytmen med de prototypiske ord, og fjerner sig derved fra stilens nulpunkt. Der er et tydeligt semantisk skema i teksten kaldet ”mad,” da hele beretningen jo handler om den før omtalte dåse flåede tomater, og koteletter i fad. Udover det kan vi liste en række andre ord, der skiller sig ud, op. Bl.a. en del af de overstående, markerede ord. Katastrofen, chancer, risikere, utryg, afgørende. Alle sammen negativt ladede ord man kunne sætte ind i et semantisk skema og kalde det f.eks. ”paranoia” eller ”usikkerhed.” Det bevirker at tekstens stemme fremstår som en smule skræmt og afvigende.
Det er gratis at oprette en konto