”Der sidder en mand i en sporvogn” er en episk roman, skrevet af Mogens Klitgaard. Romanen er fra 1937, dvs. fra den litterære periode, vi kalder ”Mellemkrigstiden”. Umiddelbart er dette ikke en tekst, jeg forbinder med litteratur fra mellemkrigstiden, da den ikke omhandler noget, der har direkte forbindelse med krigen. Litteratur fra Mellemkrigstiden omhandler dog heller ikke kun krigen og efterbehandling af denne. Faktisk blev der skrevet meget forskelligt litteratur i denne periode, men ikke alt blev læst med lige stor interesse i samtiden. Én af de ting, som folk havde stor interesse for at læse, var litteratur omhandlende hverdagsproblemerne; ”den lille mands problemer”, som bl.a. skildres af Mogens Klitgaard i netop denne roman.
I 1930’erne slog en kraftig tendens igennem: interessen for de sociale forhold, og de problemer, den omfattende økonomiske krise bragte tæt ind på livet af så mange mennesker. Den bredde strøm af litteratur omhandlende sociale emner, kaldes med en fælles betegnelse ”socialrealistisk”. De problemer, der fremstilles, er hverdags, og det sprog, problemerne fremstilles i, er hverdagssprog, hvilket vil sige et enkelt og letfatteligt sprog, der henvender sig til samfundets middelklasse.
”Der sidder en mand i en sporvogn” skildrer nogle af disse socialrealistiske emner og problemstillinger. Romanen handler om Lundegaard, der netop pga. den økonomiske krise i 1930’erne er blevet tvunget til at sælge sin manufakturforretning i den indre by. Familien flytter derefter ind i en baggårdslejlighed på Vesterbro, og Lundegaard får job som inkassator. Men Lundegaard er ikke tilfreds med sit liv. Han føler, at han lever i en lukket verden, og han trænger til at komme lidt væk; til at se noget andet end Nørrebros trappeopgange.
Det er gratis at oprette en konto