Middelalderens teater: religiøst og verdsligt drama

Middelalderen var en periode uden teaterbygninger; teater indgik generelt i andre, overordnede sammenhænge, religiøse eller verdslige. Det religiøse drama var forkyndende og opbyggeligt. Det opstod først i 900-tallet, da troper (dvs. indskud) i liturgien anskueliggjorde påskeunderet i form af en kort dialog mellem Mariaerne og englen ved den tomme grav, i symbolsk og stiliseret fremførelse. I Norden kendes et sådant påskespil fra Linköping fra 1100-t. Der er inden for det religiøse drama tale om et betydeligt europæisk enhedspræg. Også juleliturgien skabte dramatiserede optrin. Udviklingen gik i retning af, at spillene flyttedes ud af kirken, først foran facaden, siden til fx torvet; at de gradvis gik fra latin til folkesproget; at de overgik fra at have gejstligheden til at have borgerne som optrædende, ofte de lokale håndværkergilder; og at en robust realisme i virkemidlerne afløste den liturgiske stilisering. Således skabtes mysteriespil, bibelske cyklusser, der kunne gå fra skabelsen til dommedag og strække sig i dagevis. Et af de ældste, Mystère d'Adam, er fra det sene 1100-t. Hertil kom mirakel- og helgenspil, som beskrev de helliges undere og levned. Det danske spil om Hellig Hertug Knud, ca. 1470, der handler om mordet på Knud Lavard, er et helgenspil, men uden den mirakuløse dimension. Senmiddelalderen introducerede moraliteten, hvor personifikationer af gode og onde kræfter kæmper om mennesket.